Driftsleder Enrique Cano Samos fra Comsa Industrial giver hånd til projektchef Jesper Nordskilde fra Kalaallit Airports. Foto: Kalaallit Airports

Nye grønlandske lufthavne får teknisk udstyr fra Spanien 

De nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat vil få leveret flyveteknisk udstyr fra spanske Comsa Industrial. Håbet er, at udstyret vil øge sikkerheden på landingsbanen og give færre aflysninger. 

Kalaallit Airports har indgået en aftale med Comsa Industrial, der betyder, at den spanske virksomhed skal levere flyveteknisk udstyr til lufthavnene i Nuuk og Ilulissat. Udstyret skal blandt andet gøre det mere sikkert at lande, selv når det grønlandske vejr viser sig fra sin barske side.  

Den højnede sikkerhed skulle være et resultat af, at udstyret giver flere og mere sikre muligheder for landing. Det mindsker desuden antallet af aflysninger og skal være med til at øge regulariteten i begge lufthavne, fortæller Kalaallit Airports i en pressemeddelelse.  

Kalaallit Airports står for anlæggelse, ejerskab og drift af de tre lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq. Selskabet endte med at give hånd til Comsa Industrial efter, at opgaven med at levere flyveteknisk udstyr til lufthavnene har været sendt i internationalt udbud.  

Skal højne sikkerheden
Som et led i aftalen skal der anlægges præcisionslandingsbaner, der gør brug af flere avancerede hjælpemidler, som gør det muligt for piloter at navigere lodret og vandret ved brug af flyets navigationsinstrumenter under indflyvninger i de to lufthavne. 

Derudover skal Comsa Industrial også installere afstandsmåleudstyr på landingsbanerne. Kalaallit Airports forklarer, at disse fungerer som et slags navigationsfyrtårn, der gør det muligt for fly at måle deres position med stor præcision. 

Slutteligt tages meteorologiske systemer i brug i både Nuuk og Ilulissat. Sensorer skal i fremtiden holde øje med både skyhøjden, vind, temperatur samt den vandrette sigtbarhed langs landingsbanerne.  

Holder styr på køretøjer
I tillæg til det nye flyvetekniske udstyr, så bygger Kalaallit Airports nye kontroltårne i lufthavnene. Derudover installeres der også et system til håndtering af ind- og udgående trafik. Det bliver det første af sin slags i Grønland.  

Der vil blive holdt øje med de køretøjer, der bevæger sig rundt på lufthavnenes område. Et nyt ATS-system skal udføre den opgave. Køretøjerne udstyres med en sender, så kontroltårnet altid kan se, hvor de befinder sig. Det skal mindske risikoen for uheld imellem fly og køretøjer.  

”Vi er glade for, at aftalen er landet. Den indledende dialog har været positiv, og vi føler os sikre på, at Comsa kan udføre opgaven professionelt og kompetent. Det er et stort skridt i den rigtige retning for de nye internationale lufthavne,” siger projektchef Jesper Nordskilde fra Kalaallit Airports. 

 

Relaterede artikler:

Grønlandsk virksomhed skal bygge ny lufthavnsterminal

Åbning af ny Nuuk-lufthavn forsinket i et år

Nye grønlandske lufthavne sparker døre ind