Kuwait har som det første land i verden besluttet at suspendere alle kommercielle flyvninger til og fra landet som følge af coronavirussen.
Smittespredningen af COVID-19 griber om sig med store konsekvenser for luftfartsbranchen flere steder i verden.
Italien og Iran er de hårdest coronaramte lande i henholdsvis Europa og Mellemøsten, og det har betydet en kraftig nedgang i passagerer og flyafgange i mange lufthavne.
Selv om Kuwait med lidt over 70 smittede personer ikke er så hårdt ramt som disse lande – og flere andre – så har oliestaten alligevel valgt at tage et drastisk skridt for at inddæmme yderligere spredning af smitten.
Kuwait har således valgt at forbyde alle kommercielle flyvninger til og fra Kuwait City International Airport – landets eneste internationale lufthavn – fra og med fredag, rapporterer det kuwaitiske nyhedsbureau KUNA. Kuwait er – så vidt vides – første land i verden til at træffe denne foranstaltning i forbindelse med coronavirussen. Fragtflyvninger er imidlertid ikke omfattet af forbuddet.
Statsborgere har stadig adgang
Nedlukning af den kommercielle flytrafik betyder altså, at det midlertidigt ikke vil være muligt at flyve ind og ud af Kuwait. Der vil kun være adgang med fly for kuwaitiske statsborgere og deres allernærmeste slægtninge.
Ifølge mediet An-Nahar befandt der sig cirka 150.000 kuwaitiske statsborgere uden for landet, da coronavirussen for alvor brød ud.
Myndighederne i Kuwait har samtidig annonceret nationale fridage i tidsrummet fra den 12. til 26. marts, hvorefter arbejdet efter planen genoptages igen den 29. marts. Dog vil der fortsat være masser af medarbejdere på job på eksempelvis sygehuse og i politiet under de nationale fridage. Myndighederne vil desuden forbyde, at folk samler sig i restauranter, caféer og andre kommercielle knudepunkter.
Europæiske ruter bliver ramt
Flyveforbuddet mod kommercielle fly ind og ud af Kuwait får konsekvenser for en lang række flyvninger. I løbet af tirsdagen lettede 64 fly fra Kuwait City International Airport – herunder 10 fra Kuwait Airways, seks fra Jazeera Airways og 48 andre afgange var med forskellige flyselskaber.
Flyvningerne fandt sted til Frankfurt, Amsterdam, London, Paris, Istanbul, Dubai, Sharjah, Muscat, Abu Dhabi, Addis Abeba, Doha, Bahrain, Baku, Sharjah, Islamabad og Oman. Det skriver Arab Times.
De 64 flyvninger var langt under, hvad der normalt afgår fra den kuwaitiske lufthavn. Det vurderes, at antallet af afgange den pågældende dag lå 60 procent under normalen.
Relaterede artikler:
USA-forbud skaber kaos hos flyselskaberne