Til oktober åbner SAS et helt nyt Service Point i Københavns Lufthavn, hvor flyselskabets kunder blandt andet kan få hjælp til billetbestilling og foretage check-in.
En helt ny service er på vej til SAS-kunderne i Københavns Lufthavn.
SAS har besluttet at opføre et såkaldt Service Point, som allerede findes i flere andre skandinaviske lufthavne.
SAS Service Point skal efter planen åbnes til oktober, og det vil ligge nær SAS’ check-in-skranker og bagageafleveringsområdet i Terminal 3, ligesom SAS Loungs også er i nærheden.
Den nye installation vil få et genkendeligt SAS-udtryk. Medarbejderne i Service Point vil blandt andet kunne tilbyde kunderne hjælp til billetbestilling, man kan foretage check-in, få udskrevet bagagemærker, og der er mulighed for at oplade mobiler og andet elektronik inden afrejsen. SAS-personalet vil stå klar til at yde personlig service, hvis der skulle opstå problemer.
Hvis man har et barn, der rejser alene, kan man også henvende sig i SAS Service Point, hvor man kan få hjælp til at aflevere bagage og blive ledt gennem lufthavnen.
SAS har indtil videre oprettet Service Point i lufthavnene i Oslo, Malmø, Göteborg og Östersund – og flere er på vej, meddeler flyselskabet. I Oslo har SAS åbnet to Service Points, og det skete i februar og marts 2017.
Renovering af SAS Lounge
Gennem den seneste tid har SAS lavet en række opgraderinger af forskellige services i Københavns Lufthavn for at give selskabets kunder en bedre rejseoplevelse.
Flyselskabet har redesignet SAS Fast Track, og SAS er i begyndelsen af august gået i gang med endnu en etape med renovering og opgradering af sine lounger. Arbejdet begyndte allerede i foråret, og det forventes færdigt i oktober. SAS Lounge vil være åbent i hele perioden frem til oktober – dog med en anelse reduktion i service.
I de nye lounger vil gæsterne blandt andet kunne nyde barista-brygget kaffe og prøve kræfter med den nyeste teknologi i det særlige teknologiområde.
Relaterede artikler:
Stor opgradering af SAS Lounge i CPH
SAS-indenrigskunder får loungeadgang
SAS tilbyder opgradering på bonusbilletter