SAS har tabt markedsandele på danske indenrigsruter

For første gang nogensinde er SAS under en samlet markedsandel på 50 procent på de to indenrigsruter til henholdsvis Aalborg og Aarhus. Passagererne er tabt til Cimber Sterling og Norwegian.

Lufthavnscheferne i Aalborg Lufthavn og Aarhus Lufthavn har grund til at være tilfredse med passagerudviklingen i 2010. Samlet steg passagertallet på indenrigsruternei de to lufthavne fra 1,173 millioner i 2009til 1,373 millioner i 2010. En samlet vækst på 17 procent svarende tilomkring 200.000 passagerer.

Men det er ikke SAS, der har stået for denne vækst – tværtimod. Selskabets passagertal på de to ruter dykkede fra 677.000 i 2009 til ca. 670.000 i 2010, hvilket svarer til en tilbagegang på 1 procent. Til gengæld har SAS fået flere passagerer ombord på hvert fly, idet belægningsprocenten steg fra 63,3 til 70,2 på de to ruter.

Den negative udvikling i passagertallet betyder, at SAS for første gang sammenlagt har enmarkedsandel på under 50 procent på de to ruter. I 2009 havde SAS samlet 57,7 procent af passagerne til Aalborg og Aarhus, men dette er reduceret til kun 48,8 procent i 2010.

SAS og Cimber Sterling flyver på begge indenrigsruter til Aalborg og Aarhus, mens det norske lavprisflyselskab Norwegian opererer på ruten til Aalborg.

“Markedsandele er naturligvis ikke altafgørende, og man bliver ikke nødvendigvis rig af markedsandele. Vi ønsker at have en lønsom vækst.
Og så ønsker vi at have et trafikprogram som tilfredsstiller vore kunder, både den lokalt rejsende og de som rejser via København og videre ud i verden. Vort partnerskab med Cimber Sterling er også vigtigt her,“ siger Per Møller Jensen, der er Vice President, Brand, Marketing og EuroBonus hos SAS.

På de danske indenrigsruter kan man enten satse på frekvens (hyppige afgange) eller pris. Cimber Sterling har indtil videre spillet frekvens-kortet ud, mens Norwegian satser på de laveste priser. Sidstnævnte tiltrækker primært fritidsrejsende, mens hyppige afgange appellerer kraftigt til erhvervsrejsende.

SAS ligger midt imellem de to selskaber, og er hverken det selskab, der kan tilbyde flest afgange eller de laveste priser. Til gengæld har selskabet en relativt god punktlighed og regularitet samt et bonusprogram, der evner at fastholde mange rejsende trods stor konkurrence på indenrigsflyruterne.

Dette bekræftes tildels af Per Møller Jensen. “SAS har en super punktlighed på de danske indenrigsruter samt personlig service i både lufthavn og i luften. Heruodver har vi vort EuroBonus-program, gratis kaffe og aviser samt vore mobile- og online løsninger.“

Foto: SAS har nu sammenlagt en markedsandel på under 50 procent på indenrigsruterne til Aalborg og Aarhus.