En Boeing 787-9 Dreamliner fra KLM. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Seks nye langdistanceruter fra KLM

Trafikprogrammet for vinteren 2021/22 bliver med seks nye destinationer på rutekortet hos KLM, der åbner forbindelser til populære feriebyer i både Caribien, Afrika og Asien.

Senest annoncerede KLM en række nye ruter i Europa, der betyder, at flyselskabet faktisk har flere europæiske ruter i sommeren 2021 end på samme tidspunkt i 2019.

Selv om der er stort fokus på sommeren for det hollandske flyselskab, så er øjnene også rettet mod vinteren senere på året. Således kan KLM allerede nu afsløre navnene på seks nye destinationer i det interkontinentale netværk.

I det kommende vintertrafikprogram, der løber fra 31. oktober 2021 til 26. marts 2022, vil nye destinationer fra Amsterdam Schiphol være Mombasa, Orlando, Cancun, Bridgetown, Port of Spain og Phuket. Der er altså tale om seks populære feriedestinationer, der får fokus i en tid, hvor der ikke er mange forretningsrejsende som følge af coronapandemien.

Der bliver to ugentlige afgange til Mombasa, fire ugentlige til Miami samt tre ugentlige afgange til Cancun. Alle tre ruter vil blive betjent med Boeing 787-9 Dreamliner. Både Bridgetown og Port of Spain vil blive betjent tre gange om ugen med Airbus A330. Til Phuket vil der være fire ugentlige afgange med Boeing 777-300ER.

Et betydeligt styrket netværk
KLM oplyser, at det løbende evaluerer rutenetværket for hele tiden at kunne tilbyde de rette destinationer og det nødvendige antal afgange. Den seneste tid har givet optimisme hos det hollandske flyselskab, der således er i gang med at udvide netværket. Særligt inden for og til regioner, hvor genopretningen vil ske hurtigst.

I øjeblikket har KLM generelt færre afgange og anvender mindre fly på de forskellige ruter end før coronapandemien, men der vil hurtigt kunne justeres på tingene ved øget efterspørgsel, lyder det.

”For KLM er dette det næste vigtige skridt mod at genopbygge netværket til gavn for vores kunder. Op til 99 destinationer i Europa vil blive betjent i løbet af sommeren, og med denne seneste udvidelse vil KLMs interkontinentale netværk også blive betydeligt styrket til vinteren,” siger Pieter Elbers, koncernchef i KLM.

Flere af ruterne til de nye destinationer i den kommende vinter bliver kombineret med andre destinationer. På Mombasa-ruten flyves forbi Nairobi på hjemrejsen til Amsterdam, og der flyves via Miami på hjemturen fra Orlando. Ruten til Phuket kombineres med Kuala Lumpur, og det samme gør sig gældende med de caribiske destinationer Bridgetown og Port of Spain. Ruten til Cancun i Mexico bliver direkte.

 

Relaterede artikler:

KLM har flere ruter end før corona

KLM introducerer WiFi på europæiske flyvninger

KLM stopper alle interkontinentale ruter