Fly fra Thai Airways (Foto: CAAi)

Thai Airways: 30 nye fly på fem år

Thai Airways vil på storindkøb efter nye fly. Og med en i forvejen broget skare af langdistancefly, kan det blive både Airbus- og Boeing-fly.

Efter mere end seks år med store finansielle problemer er Thai Airways ved at komme ovenpå igen. Så meget at selskabet nu går i forhandlinger med Airbus og Boeing om indkøb af nye langdistancefly.

Helt konkret har Thai Airways planer om at indkøbe 30 nye fly de kommende fem år. Og inden for en længere årrække er det planen at anskaffe i alt 100 nye fly. Det fortæller selskabets bestyrelsesformand Areepong Bhoocha-Oom til nyhedsbureauet Bloomberg.

I de senere år har selskabet haft underskud år efter år på 2-3 mia. kroner og gennemført afskedigelser af omkring 5.000 af de 25.000 ansatte i Thai Airways. Samtidig er en lang række ruter fra Bangkok til blandt andet Johannesborg, Madrid, Moskva og Los Angeles blevet lukket.

Thai Airways har desuden pensioneret 22 ældre fly samt stillet Boeing 747 og Airbus A340 firmotorede langdistancefly på jorden, da de drak rigtig meget af den flybrændstof, som var så dyr for få år siden. Tilbage har selskabet i dag 75 fly samt 10 fly på vej.

Bred vifte af fly
Bestyrelsesformanden vil ikke lægge sig fast på om det skal være langdistancefly fra Airbus eller Boeing. Begge dele ville faktisk give mening, da Thai Airways har en bred vifte af langdistanceflytyper fra begge de to store flyproducenter. Således har det statsejede selskab både Airbus A330, Airbus A350, Airbus A380, Boeing 747, Boeing 777 og Boeing 787 i sin flåde, hvor andre selskaber ofte satser mere fokuseret på eksempelvis Boeing 777-serien i forskellige størrelser eller et miks af Airbus A330 og Boeing 777.

Det har man ikke valgt hos Thai, der i dag har 15 Airbus A330-300, fire Airbus A350-900 plus yderligere otte på vej, seks Airbus A380-800, 10 Boeing 747-400, seks Boeing 777-200, seks Boeing 777-200ER, seks Boeing 777-300, 14 Boeing 777-300ER, seks Boeing 787-8 og to Boeing 787-9 på vej. Oveni hatten har selskabet to Boeing 737-400 mellemdistancefly.

Areepong Bhoocha-Oom fortæller desuden til Bloomberg, at Thai Airways er glade for sine Airbus A380-dobbeltdækkerfly, som Airbus har svært ved at få afsat til andre selskaber.

Udnytte landingstilladelse maksimalt
Mens Thai Airways er i fuld gang med at pensionere sine aldrende Boeing 747-400 fly, så ser bestyrelsesformanden en lys fremtid for Airbus A380’erne hos Thai Airways.

Han siger dog ikke direkte, at indkøbet af de 30 fly over de næste fem år vil inkludere indkøb af et antal A380’ere oveni de seks selskabet har i dag. Men han peger på, at flyet har den fordel, at den kan transportere mange mennesker ind til lufthavne, hvor det kan være svært at få landingstilladelser. Det gælder blandt andet for London Heathrow og flere af de største lufthavne i Asien. Med Airbus A380 kan man udnytte én landingstilladelse maksimalt.

Thai Airways’ opbakning til Airbus A380 er sød musik for flysælgerne hos Airbus i Toulouse. Her har man nemlig haft særdeles svært ved at sælge flyet, som adskillige flyselskaber har svært ved at fylde. Og manglen på nye ordrer har betydet, at Airbus i øjeblikket er ved at skrue alvorligt ned for produktionstempoet. For hvis man først stopper produktionen, så kan det være svært at komme i gang igen. Derfor er det bedre at producere langsommere, mens man venter på nye ordrer. Sidste uges Paris Air Show kastede dog ikke A380-ordrer af sig. Airbus benyttede dog lejligheden til at annoncere planerne om en ny Airbus A380 Plus. Ikke et helt nyt fly, men en opgraderet og forbedret version af det store fly.

 

 

Relaterede artikler:

Thai Airways ude af økonomisk turbulens

Thai får samme flytype på alle skandinaviske ruter

Thai Airways skærer kraftigt ned