SkyUp Airlines har føjet endnu et fly til flåden, der skal benyttes til flyvninger på wetlease-aftaler, mens krigen raser i hjemlandet Ukraine.
Da russiske tropper trængte ind over grænsen til Ukraine den 24. februar i år, fik det blandt andet den konsekvens, at luftrummet over landet blev lukket for civil luftfart og passagerflyvninger, og de fly, der fortsat befandt sig i en ukrainske lufthavn, måtte blive der.
SkyUp Airlines havde dog udvist rettidig omhu, og det var derfor lykkedes selskabet at få fløjet en del af flåden til lufthavne i andre lande, hvilket har betydet, at flyselskabet sidenhen har kunne fortsætte en del af dets drift.
Siden har flyene med den hvide, orange og sorte bemaling blandt andet lettet og landet i lufthavnene i Billund og København, da flyselskabet har indgået en wetlease-aftale med Corendon Airlines, som har betydet, at det ukrainske selskab har fløjet danske turister til Grækenland, Spanien og Tyrkiet.
Føjer endnu et Boeing-fly til flåden
I tillæg til aftalen med Corendon har SkyUp Airlines også indgået en lignende aftale med Air Moldova og tilbudt organisationer, regeringer, flyselskaber og andre at træde til, såfremt disse har et behov, hvor flyselskabet kan være behjælpeligt.
Ifølge SkyUp Airlines er flåden hos selskabet desuden er blevet udvidet med endnu et fly. Det drejer sig om et Boeing 737-800, der har fået registreringsnummeret UR-SQM og kaldenavnet ‘Mike’. Flyet blev bygget i 2011, og det har siden været en del af flåden hos flydubai, Comair og flyleasingselskabet Avolon.
Tilføjelsen betyder, at flåden hos SkyUp Airliens nu består af 12 fly, der har en gennemsnitsalder på 14,2 år. De fordeler sig på to forskellige typer, da selskaber råder over to Boeing 737-700, der er konfigureret med 149 sæder samt ti Boeing 737-800-fly, der hver især har 189 sæder.
Skifter sæder og winglets ud
Det nye fly er indrettet således, at det har 189 sæder og Boeings såkaldte Sky Interior, hvilket blandt andet betyder, at kabinen er oplyst af LED-lys, og der er bedre plads på bagagehylderne. SkyUp har desuden valgt at skifte de oprindelige sæder ud. De nye stammer fra producenten Geven, og de er designet af Giorgetto Giugiaro.
Flyet er i forvejen udstyret med winglets, men i løbet af efteråret vil SkyUp Airlines udskifte de nuværende med såkaldte Scimitar Winglets, som både mindsker CO2-udledningerne og brændstofforbruget på en given flyvning.
SkyUp Airlines oplyser desuden, at det nye fly vil blive bemalet i flyselskabets farver til efteråret. Det skal foreløbigt benyttes til flyvninger i resten af Europa og ligeledes i Ukraine, når det igen bliver muligt, lyder det.
Relaterede artikler:
Tyskere flyver på ferie med ukrainsk flyselskab
Ukrainsk flyselskab tilbyder sig til opgaver
Nyt selskab på Kiev-rute fra København