Det førerløse togsystem er ved at blive opført. (Foto: Los Angeles World Airports | LAX Integrated Express Solutions | PR)

Verdens ottendestørste lufthavn får ny togservice

Los Angeles Airport investerer et milliardbeløb i en intern togservice, der skal transportere 30 millioner rejsende, får forbindelse til byens metro og ventes at være i fuld drift i januar 2026.

Lufthavnen i Los Angeles er blandt verdens største med 75 millioner rejsende årligt. Nu får passagererne og de tusindvis af ansatte snart langt bedre og hurtigere transport mellem terminaler, til parkering, til biludlejning og til storbyens offentlige metrosystem.

Lufthavnen har nemlig offentliggjort, at et internt togsystem efter planen vil stå færdigt i januar 2026. De førerløse togvogne vil køre på forhøjede spor med en samlet længde på 2,25 amerikanske miles, cirka 3,6 kilometer.

Toget bliver tilgængeligt for alle rejsende med flybillet, deres gæster og de ansatte i lufthavnen, og det er gratis.

30 millioner rejsende
Togsystemet ventes at transportere 30 millioner rejsende årligt, og det er beregnet, at det vil spare vejnettet i Los Angeles og omegn for 67 millioner kørte kilometer.

”Projektet vil reducere trafikken på vores motorveje og vores lokale gader og samtidig bringe godt betalte fagforeningsjob til Los Angeles,” sagde borgmester Karen Bass, i forbindelse med offentliggørelsen.

Hun tilføjer, at ”toget vil få direkte forbindelse til metrosystemet for at sikre, at lufthavnen byder borgerne i Los Angeles og besøgende fra hele kloden velkommen på en virkelig verdensklasse måde.”

En gamechanger for lufthavnen
Lufthavnen vurderer, at togsystemet vil være en gamechanger for de rejsende og for erhvervslivet i området.

”Togsystemet vil gøre livet bedre for millioner af mennesker år efter år. Det er et vigtigt skridt for at gøre LAX (Los Angeles Airport) mere indbydende, bekvem og bæredygtig. Det vil bidrage til at gøre lufthavnen til en endnu bedre økonomisk motor for vores region,” sagde John Ackerman, administrerende direktør for Los Angeles Airports.

Topfart på 75 kilometer i timen
Toget vil køre 24/7 med tog, der ankommer til stationerne hvert andet minut i myldretiden fra klokken 09.00 til klokken 23.00. Den længste rejsetid vil være 10 minutter, og topfarten bliver cirka 75 kilometer i timen.

Der bliver seks stationer, hvoraf tre vil være i terminalområdet. Derudover er der forbindelse til parkeringsfaciliteterne og til et område dedikeret til biludlejningsselskaberne. Endelig vil der være forbindelse til byens omfattende metrosystem med overførsel til linjerne C og K.

Los Angeles Airport er med 75 millioner passagerer den ottendestørste lufthavn i verden. Den ejes og drives at en selvstændig division under bystyret.


Relaterede artikler:

Helt ny lounge i Los Angeles venter på SAS-kunder

Vil kæmpe for at bevare Flytoget i Oslo

Togbetjeningen af Aalborg Lufthavn fordobles