En Airbus A320-200 fra det spanske lavprisflyselskab Vueling. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

Vueling åbner endnu en nordisk rute

I den kommende vinter vender Vueling tilbage til Helsinki med ruten til Barcelona, der har holdt pause i denne sommer. Herudover åbner selskabet en vinterrute til en helt ny destination.

Det spanske lavprisflyselskab Vueling, der er en del af IAG-koncernen, igangsatte i sommeren 2021 en større nordisk offensiv, hvor der blev åbnet 10 nye direkte ruter fra henholdsvis Bergen, Billund, Gøteborg, Helsinki, København og Stavanger.

Ruten fra Helsinki til Barcelona blev i første omgang igangsat som en helårsrute, men i sommeren 2023 har Vueling ikke været at finde i den finske hovedstadslufthavn, idet Finnair og Norwegian har været alene om betjeningen af ruten til Barcelona.

Men i den kommende vinter vender Vueling atter tilbage til Helsinki Airport, når Barcelona-ruten kommer genstarter den 31. oktober. Ligesom sidste vinter vil der være tre ugentlige afgange til den catalanske hovedstad.

Det er givetvis fraværet af konkurrencen fra Norwegian, der har fået Vueling til at holde fast i vinterbetjeningen. I det kommende vintertrafikprogram flyver Finnair dagligt til Barcelona, mens Norwegian holder vinterpause. Om sommeren tilbyder det norske lavprisflyselskab til gengæld fire ugentlige afgange som supplement til Finnair.

Ny vinterrute til Lapland
Udover ruten mellem Helsinki og Barcelona vil Vueling tilbyde en helt ny rute mellem Barcelona og Rovaniemi, der er den administrative hovedby og handelscentrum i finsk Lapland tæt på polarcirklen.

Hertil vil Vueling tilbyde to ugentlige flyvninger i perioden fra den 2. december 2023 til den 13. januar 2024.

Begge ruter vil blive opereret med Vuelings velkendte Airbus A320-200, der har plads til 180 passagerer.

“Vueling-ruterne, både den nye og den tilbagevendende, supplerer vores lufthavnsrutetilbud på en god måde. Det bliver nu endnu nemmere at rejse fra Finland til Barcelona Lufthavn og dens videre forbindelser, og forbindelserne fra Den Iberiske Halvø mod nord vil også blive bedre,” siger Petri Vuori, direktør for ruteudvikling hos lufthavnsoperatøren Finavia.

 

Relaterede artikler:

Vueling med yderligere tre danske ruter

Vueling lancerer seks nye danske ruter

Helsinki venter 20 millioner passagerer i år