Norwegian-fly ved gate i Oslo Lufthavn. (Foto: Kristin S. Lillerud)

Ændrede rejsevaner påvirker flytrafik i Norge

Vanerne blandt passagererne i de norske lufthavne har ændret sig, hvilket har ført til et skifte i rejsemønstrene. Det fortæller Avinor, der betjente i alt 4.495.008 rejsende i september.

September blev endnu en måned, hvor der var travlt med genopretningen efter COVID-19-pandemien i de 43 lufthavne, som den statslige lufthavnsoperatør Avinor driver i Norge. I alt gjorde 4.495.008 passagerer brug af en af lufthavnene i løbet af årets niende måned.

Antallet er ti procent mindre end i samme måned i 2019, hvor 5.005.140 rejsende benyttede en af de norske lufthavne. Kigger man på hele året, er Avinor-lufthavnene på 80 procent af 2019-niveauet, da der fra den 1. januar og indtil slutningen af september er blevet betjent 33.177.521 passagerer mod 41.390.986 i samme periode for tre år siden.

Ud af det samlede antal september-passagerer rejste 2.743.919 indenrigs, 1.702.441 var udenrigsrejsende mens de resterende 48.648 var en del af offshore-trafikken, der eksempelvis består af medarbejdere, som skal transporteres ud til en boreplatform for at arbejde.

Har ændret sig
Da rejserestriktionerne i flere lande blev lempet, og flytrafikken påbegyndte genopretningen efter COVID-19-pandemien spekulerede mange i, hvorvidt de forretningsrejsende ville vende tilbage i samme omfang som tidligere.

Årsagen var blandt andet, at mange er blevet mere bekendte med og har fundet sig til rette i mulighederne for at holde møder via internettet i løbet af pandemien. Hos det norske selskab har man registreret en ændring i rejsemønstrene. Det fortæller Gaute Skallerud Riise, der er direktør for trafikudvikling hos Avinor.

”Vi oplever, at rejsevanerne har ændret sig særligt hos de forretningsrejsende, og det påvirker indenrigstrafikken. En stor del af flyvningerne finder nu sted omkring weekender grundet en stærkere genopretning blandt de fritidsrejsende. Udenrigstrafikken er formentlig i højere grad påvirket af geopolitiske faktorer såsom krigen i Ukraine og de høje brændstofpriser, der har mindsket antallet af passagerer.”

Den økonomiske situation påvirker efterspørgslen
Hvis man kigger isoleret på Oslo-Gardermoen går det også den rigtige vej, selvom passagertallet i hovedstadslufthavnen fortsat er lavere end i den niende måned i 2019.

På daværende tidspunkt benyttede 2.655.337 rejsende lufthavnen, men i den netop forgangne måned var det tal 2.287.666, hvilket repræsenterer et fald på 13,8 procent i forhold til niveauet fra for tre år siden.

Avinor oplyser, at det særligt har været rejsende fra udlandet, som har været drivkraften bag udviklingen. Selskabet oplever nu, at de økonomiske omstændigheder så småt begynder at kaste skygger ind over efterspørgslen fra de norske kunder.

”Rentestigninger, højere priser på mad og andre varer samt de øgede energipriser kan medvirke til, at kunderne vil prioritere anderledes i fremtiden, og i den sammenhæng er det ofte fritidsrejserne, der prioriteres lavere. Uden at drage forhastede konklusioner kan det være en af grundene til, at rejser til udlandet ikke udvikler sig lige så stærkt som tidligere,” forklarer Gaute Skallerud Riise


Relaterede artikler:

90 procent genopretning i norske lufthavne

Atter positiv drift i norske lufthavne

SAS-strejken påvirkede trafik i norske lufthavne