Bedste nordiske bundlinje hos Icelandair

Dagen før offentliggørelsen af kvartalsresultatet fra SAS er det muligt at kåre det bedste nordiske luftfartsresultat for årets tredje kvartal. Det er hverken hos Norwegian eller Finnair, at man skal finde vinderen.

Markedet venter i spænding på kvartalsmeddelelsen fra SAS, der vil blive offentliggjort torsdag morgen kl. 08.00. Det er dog allerede kendt, at selskabet vil offentliggøre detaljer om den plan, der skal føre til besparelser til en samlet værdi af 2,6 mia. kroner samt frasalg af aktiver til et tilsvarende beløb.

SAS blev dog i sidste uge af Nasdaq OMX Nordic i Stockholm tvunget til at give en redegørelse for selskabets nuværende økonomiske situation på baggrund af kraftige rygtedannelser i medierne som følge af “assymetrisk information“, som den svenske fondsbørs kaldte det.

Af den ekstraordinære meddelelse fra SASfremgik det, at SAS vilpræsentere et positivt resultat på 568 mio. svenske kroner før skat for tredje kvartal. Yderliger detaljer offentliggøres sammen med kvartalsmeddelelsen.

På forhånd kan det dog konstateres, at SAS-resultatet ikke bliver det bedste blandt de børsnoterede nordiske flyselskaber. Finnair, Icelandair og Norwegian har allerede præsenteret selskabernes respektive resultater for tredje kvartal, og der er bestemt noget at leve op til for SAS.

Nøgletal for 3. kvartal 2012

Selskab Omsætning EBT Nettoresultat / (procent af oms.)
Finnair 4.851 502 379(7.8 %)
Icelandair 1.850 378 300 (16,2 %)
Norwegian 4.308 890 641 (14,9 %)

Note:Regnskabstal i lokal valutaeromregnet til mio. danske kroner.
Valutakurser: 100 USD = 583 DKK, 100 EUR = 746 DKK, 100 NOK = 102 DKK

Bedst klarede Icelandair sig blandt de større nordiske flyselskaber. Det islandske flyselskab præsterede et nettoverskud på 300 mio. kroner ud af en omsætning på 1,85 mia. kroner, hvilket svarer til 16,2 procent. Det var en spids bedre end Norwegian, der trods bedste kvartalsresultat nogensinde måtte se sig slået af Icelandair i relation til overskuddets størrelse i forhold til omsætningen.

Vigtigt kvartal
Icelandair har dog i høj grad eksponeret sin forretning mod tredje kvartal, hvor en stor del af årets indtægter flyves ind.

“I en tid hvor luftfartsbranchen generelt har mange og svære udfordringer grundet en ustabil økonomisk situation og høje brændstofpriser, er det naturligvis meget tilfredsstillende at konstatere, at Icelandair Group gør det rigtige med en fleksibel forretningsmodel, stærkt brand og effektive medarbejdere,“ siger Björgólfur Jóhannsson, der er koncernchef hos Icelandair Group.

Med et EBT-resultat for tredje kvartal på omkring 500 mio. danske kroner har SAS i absolutte tal klaret sig hæderligt. Men sætter man resultatet i forhold til den skandinaviske luftfartskoncerns samlede omsætning, vil det afsløre en indtjening, der er for lav i forhold til de øvrige nordiske konkurrenter.