En Airbus A380-800 fra Emirates. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Første operatør med Airbus A380 til Bali

Senere i år vil verdens største passagerfly være fast gæst på Bali, da Emirates indsætter et Airbus A380-fly med to kabineklasser på én af to daglige flyvninger til den populære ferieø.   

Den indonesiske vulkanø Bali har både før og nu også efter COVID-19-pandemien været et yndet rejsemål blandt turister, og efterspørgslen blandt Emirates’ kunder er på et niveau, hvor flyselskabet mener, der er grundlag for at gøre brug af et Airbus A380-fly på en del af de flyvninger, som selskabet foretager hertil.

Emirates har befløjet Indonesien siden 1992, hvor flyselskabet etablerede en rute mellem Dubai og Jakarta. I 2015 kom Bali også på rutekoret, og selskabet oplyser, at man på nuværende tidspunkt har foretaget flere end 49.000 flyvninger med over ni millioner passagerer mellem Dubai og Indonesien.

I øjeblikket har flyselskabet 28 ugentlige flyvninger til Bali og Jakarta. Heriblandt er to daglige flyvninger til vulkanøen, som foretages med et Boeing 777-300ER-fly, der er konfigureret med to kabineklasser.

Bliver første gang
Ifølge Emirates vil man fra den 1. juni dog ændre i afviklingen af flyvningerne på ruten således, at Boeing-flyet på en af de to daglige afgang erstattes med et Airbus A380. Det vil være første gang, at der foretages ruteflyvninger til Indonesien med denne flytype, lyder det.

På debutflyvningen vil A380’eren lette fra Dubai International Airport klokken 03.25 og ankomme til Denpasar International Airport på Bali klokken 16.35. Begge klokkeslæt er i lokale tidsangivelser, hvilket også glæder på hjemturen, hvor flyet letter klokken 19.40 og lander i Dubai klokken 00.45.

Flyet vil være udstyret med 615 sæder, der er konfigureret på to kabineklasser. 58 af sæderne er på Business Class, mens de resterende 557 vil være Economy Class-sæder. Som det ser ud nu, benytter Emirates Airbus A380-fly på ruter til 41 destinationer, men selskabet forventer, at det antal vil stige til omkring 50, når sommeren i år går på hæld.

”Et historisk øjeblik”
Beslutningen om at indsætte en A380’er på ruten bunder i, at Bali er en af de mest populære turistdestinationer og et af de vigtigste strategiske markeder i Sydøstasien, som Emirates betjener, lyder det fra Adnan Kazim, der er kommerciel direktør hos flyselskabet.

”Emirates’ A380-fly lever op til vores filosofi og slogan om, at kunderne skal ’flyve bedre’, når de benytter vores produkt. Derfor er vi begejstrerede for, at vi har mulighed for at tilbyde de rejsende muligheden for at opleve, hvor unik og smuk A380’eren er, på flyvninger til og fra Bali.”

Faik Fahmi, der er koncernchef for den indonesiske lufthavnsoperatør PT. Angkasa Pura I, er tilfreds med, at Denpasar International Airport bliver den første lufthavn i landet, der vil blive befløjet af verdens største passagerfly.

“Ruteflyvninger med Airbus A380-fly i Indonesien bliver både et historisk øjeblik for landets luftfart og for Angkasa Pura I. Vi ser frem til at byde Emirates’ fly velkommen, når det ankommer i starten af juni og er beærede over, at vi bliver den første lufthavn, der har kommercielle flyvninger med flytypen her i landet.”


Relaterede artikler:

Emirates ønsker afløser for A380’eren

Derfor er Airbus A380 på vej tilbage i luften

Sidste Airbus A380 til Emirates