En Boeing 777X letter på en testflyvning. (Foto: Boeing | PR)

Forventer efterspørgsel på 41.000 nye fly

Boeing forventer en efterspørgsel på over 41.000 nye fly frem til 2041, og behovet vil være særligt stort på ét kontinent. Fly med én midtergang forudses at have en andel på 75 procent.

Det er ikke små tal, Boeing sender ud, når den årlige langtidsprognose Commercial Market Outlook (CMO) sendes ud til offentligheden. Tallene kan sikkert virke absurde for mange.

Ikke desto mindre har den amerikanske flyproducent netop udsendt den årlige forudsigelse i forbindelse med Farnborough International Airshow, og i år er ingen undtagelse i forhold til de astronomiske tal. Boeing forventer en efterspørgsel på 41.170 nye fly inden frem mod 2041. Dette viser luftfartsbranchens modstandsdygtighed to år efter coronapandemiens begyndelse, lyder det.

Markedsværdien for de nye fly forventes at være på omkring 7,2 billioner dollar, eller hvad der svarer til vilde 53.145 milliarder kroner. Boeing Global Services forventer desuden efterspørgsel – i samme periode – på 3,6 billioner dollar (26.573 milliarder kroner, red.) i sine markedssegmenter. Der vil her være tale om eksempelvis stærk efterspørgsel efter vedligeholdelse, digitale løsninger og effektiv uddannelse af piloter og teknikere.

”På trods af den hidtil usete forstyrrelse i løbet af de sidste to år har luftfartsindustrien vist en utrolig robusthed ved at tilpasse sig udfordringen,” siger Ihssane Mounir, direktør for kommercielt salg og marketing hos Boeing.

Stort flybehov i Asien
Boeing forventer, at cirka halvdelen af de nye flyleveringer frem til 2041 vil erstatte nutidens fly, hvilket vil forbedre den globale flådes brændstofeffektivitet og bæredygtighed.

Særligt det asiatiske marked ventes at få brug for mange tusinde nye fly i de næste 20 år. Således vil Asien stå for omkring 40 procent af den langsigtede globale efterspørgsel efter nye fly. Europa og Nordamerika tegner sig hver for lidt over 20 procent, mens 15 procent af den forventede efterspørgsel vil være fra andre verdensdele.

Særligt Sydasien fører an i den globale flådevækst med 6,2 procent årligt. Væksten vil være særligt markant i Indien, hvor flåden vil næsten firdobles fra 700 fly i 2019 til over 2.600 fly i 2041. I Sydøstasien forventes den næsthurtigste vækst med næsten en tredobling af dens kommercielle flåde til 4.500 fly.

Årets prognose for nye fly inkluderer ikke leveringer til Rusland på grund af sanktioner mod flyeksport.

Flest nye kort- og mellemdistancefly
Efterspørgslen efter nye fly med én midtergang vil have en andel på 75 procent af alle flyleveringer frem til 2041. Der vil i alt være tale om 30.800 fly af denne type. Antallet af langdistancefly vil tegne sig for en andel på 18 procent eller 7.230 nye fly.

Behovet for antallet af nye regionale jetfly vil være 2.120, mens efterspørgslen på nye fragtfly i stor størrelse vil være 940. Herudover vil der være behov for ombyggede flymodeller i både mindre og stor skala. Det globale antal af fragtfly ventes at vokse med 80 procent frem til 2041.

I over 60 år har Boeing udsendt den årlige Commercial Market Outlook, der af flyproducenten selv betegnes ’som den mest omfattende analyse af den kommercielle luftfartsindustri’. Årets analyse er således blevet udsendt, mens store dele af luftfartsbranchen er samlet ved Farnborough International Airshow, hvor mange nye flyordrer meldes ud.

 

Relaterede artikler:

Får brug for 63.000 luftfartsansatte indtil 2040

Får brug for 17.645 nye fly inden 2040

Boeing: Brug for 2.200 færre passagerfly