Epoken med Akbar Al Baker i spidsen for Qatar Airways slutter i begyndelse af november. Baker skabte på 27 år et af verdens førende internationale flyselskaber, men han gjorde sig også ofte upopulær undervejs.
I begyndelsen af november er der skiftedag hos Qatar Airways, idet selskabets koncernchef Akbar Al Baker fratræder efter at have stået i spidsen for flyselskabet siden sin ansættelse i 1997.
Det oplyser kilder tæt på selskabet, ifølge nyhedsbureauet Reuters, og det er efterfølgende blevet bekræftet i en pressemeddelelse fra Qatar Airways.
Fra den 5. november vil Badr Mohammed Al-Meer, der hidtil har været driftsdirektør i Doha Hamad International Airport, tage over efter den kontroversielle koncernchef, der har stået i spidsen for Qatar Airways i 27 år.
I forbindelse med et internt møde med ansatte hos Qatar Airways skulle Akbar Al Baker have udtalt, at det har været “et utroligt privilegium at lede et så enestående globalt team, og livets ære at tjene mit land”.
Det skriver den sædvanligvis velinformerede luftfartsekspert Alex Macheras på det sociale medie X. Macheras mener også at vide, at Akbar Al Baker fremover skal være særlig rådgiver for Sheikh Mohammed bin Abdulrahman Al Thani, der er både premierminister og udenrigsminister i én og samme person.
Mange kontroversielle udtalelser
Akbar Al Baker har spillet en særdeles vigtig rolle i opbygningen af Qatar Airways til at blive et af verdens førende internationale flyselskaber, der i dag konkurrerer side om side med Emirates og Turkish Airlines.
Den afgående topchef er dog også en person, der gennem tiden har delt vandene med sine mange kontroversielle udtalelser. I 2015 kom Akbar Al Baker eksempelvis i modvind, da han meddelte det kvindelige kabinepersonale, at de kunne risikere at blive fyret ved en eventuel graviditet.
Den stil fortsatte Akbar Al Baker i 2018, da han blev valgt til formand for IATA ved årsmødet i Sydney. Her sagde han til journalister, at Qatar Airways udelukkende kunne ledes af en mand, da det er “en meget udfordrede position.”
Akbar Al Baker nåede også at rage sig uklar med backpackere, da han i 2016 udtalte, at de bare lå på stranden uden at bruge penge, og at Qatar ønskede at tiltrække folk af en “højere standard”, og de amerikanske flyselskaber fik i 2017 en hilsen, da de blev omtalt som “crap” (lort, red.), og at deres passagerer ofte blev betjent af bedstemødre.
Relaterede artikler:
Akbar Al Baker: Luftfartsalliancer er gammeldags