Keflavik International Airport. (Foto: Isavia | PR)

Nordisk lufthavn forventer at tangere 2019-niveauet

Selvom passagertallet i løbet af sommeren ikke vil nå helt op på samme niveau, som det havde i 2019, forventer Keflavík International Airport i perioder at komme tæt på.

Efter to år med rejserestriktioner og lukkede grænser, melder flere flyselskaber om, at kapaciteten igen er ved at være i nærheden af det samme niveau, som den lå på i løbet af 2019, der var det seneste normale år, inden COVID-19 ændrede vilkårene for branchen for en tid.

At genopretningen er undervejs, kan også mærkes i lufthavnen i Keflavík, som er Islands største og det primære knudepunkt for udenrigstrafikken til og fra øen. Det oplyser Isavia, som er den statslige lufthavnsoperatør i Island.

I den første passagerprognose siden COVID-19-pandemien, lyder det, at Isavia forventer, at 5,7 millioner passagerer vil gøre brug af Keflavík Lufthavn. Det betyder, at lufthavnen opnår 79 procent af niveauet fra 2019, når der måles på hele året.’

Det samlede tal forventes at være 5.700.270 passagerer. 2.107.818 af disse passagerer vil rejse fra Island, mens 2.110.848 vil ankomme til landet. Derudover vil 1.481.605 transferpassagerer benytte lufthavnen til en mellemlanding mellem to andre destinationer.

Kan ramme 98 procent
I perioder af i år vil lufthavnen dog komme endnu nærmere på niveauet fra det seneste normale år inden pandemien, forudser Isavia. Sammenlignet med 2019 forventes det nemlig, at lufthavnen vil være på 93 procent af niveauet i juli, 91 procent i august samt 98 procent i september.

Næsten 700 flere passagerer forventes derudover at passere gennem Keflavík International Airport i oktober i år end i samme måned for tre år siden. Derudover ventes antallet af transferpassagerer at blive så godt som fordoblet i maj og stige støt frem til efteråret, lyder det.

Det skyldes blandt andet, at to flyselskaber nu tilbyder forbindelsesflyvninger mellem Europa og Nordamerika via Keflavík. Udover Icelandair lancerede det islandske selskab Play flyvninger til verdensdelen i april.

Udvider terminal
I prognosen forudses det derudover, at der vil være næsten 1,5 millioner transferpassagerer i hele 2022. Det tal var lidt over to millioner i 2019, mens det blot var 350.000 sidste år, hvor en del af verden fortsat var omfattet af rejserestriktioner og andre følgevirkninger af COVID-19-pandemien.

I tillæg hertil vil der i løbet af sommeren være 24 flyselskaber, der flyver til og fra Keflavík International Airport. I 2019 var det tal 25 flyselskaber, der befløj i alt 80 destinationer i sommertrafikprogrammet. I år vil 75 destinationer blive betjent fra lufthavnen.

Samtidig forventer Isavia, at et sted mellem 1,4 og 1,5 millioner turister vil besøge Island i løbet af i år, men det tal kan dog stige endnu mere, lyder det, da tidligere prognoser mente, at det ville være på omkring 1,2 millioner rejsende.

“Verden åbner sig igen efter pandemien, og turistindustrien er ved at vågne op efter en svær periode. Vi hos Isavia ser optimistisk på både den kommende sommer og fremtiden. I 2022 vil vi genvinde rejseglæden. Dette bliver desuden også et af de største byggeår i Keflavíks International Airports historie, da vi både udvider og forbedrer terminalen for at kunne tilbyde passagererne endnu bedre forhold i fremtiden,” udtaler Grétar Már Garðarsson, som er direktør for flyselskaber og ruteudvikling hos Isavia.

 

Relaterede artikler:

PLAY vil flyve til lavprislufthavn nær New York

Millionbeløb skal tiltrække nye flyselskaber til Island

Island vil have flere internationale lufthavne