Terminal D i Sheremetyevo International Airport i Moskva. (Foto: Alex Beltyukov)

Nye EU-sanktioner rammer ikke-russiske selskaber

Flyselskaber, der opererer på russiske indenrigsruter, vil ikke have adgang til luftrummet i EU, lyder det i en ny sanktionspakke fra Den Europæiske Union mod Rusland.

Vesten har som reaktion på Ruslands militære aggression mod Ukraine indført en række sanktioner i de seneste år, og det har ramt russerne på flere måder.

Som følge af sanktionerne har russiske flyselskaber svært ved at opretholde flytrafikken og skaffe reservedele til flyene, da flyselskaberne i stor grad benytter sig af kommercielle passagerfly fra Vesten.

Derfor har Rusland også tidligere henvendt sig til særligt centralasiatiske flyselskaber i forsøget på at hente hjælp til at gennemføre indenrigsflyvninger. Men ethvert flyselskab, der vælger at flyve wetlease indenrigs i Rusland, vil fremover ikke have adgang til luftrummet i EU.

Det fremgår af en ny sanktionspakke mod Rusland – den 16. pakke af slagsen – hvor tredjelandes flyselskaber forbydes at operere i EUs luftrum, hvis de flyver på indenrigsruter i Rusland, oplyser EU-Kommissionen.

Udvider pakken af luftfartssanktioner
Den 16. sanktionspakke fra EU mod Rusland inkluderer foruden den luftfartsrelaterede sanktion blandt andet også et forbud mod import af primært aluminium og salg af spillekonsoller. Men sanktionen omkring luftfart er et væsentligt punkt for EU.

’Pakken udvider flyveforbuddet for at muliggøre en liste over tredjelandes flyselskaber, der udfører indenrigsflyvninger i Rusland eller leverer luftfartsydelser til russiske flyselskaber eller til indenrigsflyvning i Rusland,’ lyder den konkrete formulering fra EU-Kommissionen omkring den seneste sanktion.

’Hvis de er på listen, vil disse flyselskaber ikke få lov til at flyve til EU.’

Ruslands transportministerium har over for nyhedsbureauet Reuters afvist at kommentere på de nye EU-sanktioner.

Egen flyproduktion trækker ud
I efteråret 2024 begyndte russiske myndigheder at undersøge mulighederne for at trække flyselskaber fra andre lande til at flyve på russiske indenrigsruter for at håndtere manglen på fly som følge af de vestlige sanktioner.

Således fortalte Ruslands transportminister, Roman Starovoit, i oktober sidste år, at Moskva var i forhandlinger med nogle centralasiatiske lande om, at disse landes flyselskaber kunne gennemføre indenrigsflyvninger i Rusland for at imødekomme en stigning i rejseefterspørgslen.

Ifølge de russiske myndigheder var der blandt andet forhandlinger med Kasakhstan, ligesom der også skal have været kontakt til Usbekistan.

Det har længe været planen, at Rusland selv vil forsyne russiske flyselskaber med egne fly. Således planlægger Rusland angiveligt at producere op til 1.000 fly inden 2030 til brug for russiske flyselskaber, men produktionen bliver konstant udskudt.

 

Relaterede artikler:

Rusland beder nabolande om hjælp til indenrigsflyvninger

Flydele fra danske virksomheder havnede i Rusland

EU-statsledere enige om luftfartssanktioner mod Hviderusland