Fra venstre: Salgsdirektør Frank Mikkelsen fra Embross giver hånd til Aviaaja Karlshøj Knudsen, der er projektdirektør hos Kalaallit Airports. (Foto: Kalaallit Airports | PR)

Nye grønlandske lufthavne får topmoderne udstyr

En aftale betyder, at de tre nye grønlandske lufthavne vil få installeret selvbetjeningsløsninger til passagererne, mens de ansatte skal benytte ny teknologi til bagagehåndtering.

Samtidig med at personale arbejder på at få opført eller færdiggjort de ydre rammer for de nye grønlandske lufthavne i Nuuk og Ilulissat, der efter planen vil kunne tages i brug i 2024, samt Qaqortoq, som ventes at åbne året efter, er man også i færd med at få styr på det andet udstyr, som skal benyttes til driften.

Kalaallit Airports, der skal anlægge, eje og drive lufthavnene, har i den henseende netop indgået en aftale med den canadiske teknologivirksomhed Embross, der er specialiseret i at udvikle selvbetjeningsløsninger til lufthavne.

Aftalen indebærer, at virksomheden skal levere en række selvbetjeningsautomater af typen CUSS, hvilket er en forkortelse for Common Use Self-Service, som sætter passagererne i stand til selv at foretage check-in og indlevere bagage.

Teknologi skal effektivisere bagagehåndteringen
Som et yderligere led i aftalen vil Embross også levere eGates, der gør, at de rejsende selv kan scanne relevante dokumenter i forbindelse med sikkerhedskontrollen. Det oplyses af Kalaallit Airports, at aftalen går på, at der vil blive leveret ens udstyr til alle de tre lufthavne.

Udover de løsninger, der skal benyttes af passagererne, vil man også i fremtiden benytte RFID-teknologi til bagagehåndteringen i lufthavnene. Ved brug af denne teknologi kan de ansatte via radiobølger identificere givne objekter.

I dette tilfælde vil det være de bagagesedler, der er sat på de indleverede kufferters og tasker. Forventningen er, at indførslen af RFID-teknologi vil medvirke til, at opgaven med at håndtere bagage kan effektiveres i forhold til, hvordan den foregår i øjeblikket.

På niveau med hovedstadslufthavne
Trods teknologien i fremtiden får en mere prominent plads end tilfældet er i dag, forsikrer Kalaallit Airports om, at der fortsat også vil være check-in-skranker med tilknyttet personale til de rejsende, der foretrækker det.

Det lyder, at automatiseringen af check-in- og bagagehåndtering vil betyde, at de tre grønlandske lufthavne kommer på niveau med Stockholm-Arlanda og Københavns Lufthavn. Det glæder Aviaaja Karlshøj Knudsen, der er projektdirektør i Kalaallit Airports.

”Vi får topmoderne udstyr af høj kvalitet, der vil gøre kundeoplevelsen i lufthavnene bedre, hurtigere og mere effektiv. Embross er en stærk partner med lang erfaring indenfor netop dette område, og vi glæder os til samarbejdet.”

Salgsdirektør Frank Mikkelsen fra Embross forklarer, at virksomheden er glad for at have vundet opgaven og ser frem til at komme i gang med at installere de nye løsninger i lufthavnene.


Relaterede artikler:

Vestdanskerne vil til Grønland

Arbejdet med ny lufthavn i Qaqortoq skrider frem

Air Greenland vil fastholde ansatte i Kangerlussuaq