Boarding på fly i Aalborg Lufthavn. (Arkivfoto: Aalborg Lufthavn)

Passagerafgift kan koste flypendlere dyrt

Regeringens udspil til en kommende passagerafgift betyder, at indenrigsrejsende kan få merudgifter på op til 19.000 kroner om året. Det skaber vrede hos pendlere mellem Aalborg og København.

Torsdag i sidste uge præsenterede regeringen sit udspil til grøn luftfart, hvor planerne for en kommende passagerafgift blev lagt frem for offentligheden.

Passagerafgiften vil være differentieret, således at der fuldt indfaset skal betales 60 kroner per passager for en indenrigsflyvning og flyrejser til EU-destinationer samt mellem 240 og 390 kroner for interkontinentale flyvninger.

Med andre ord skal indenrigsrejsende betale i alt 120 kroner ekstra per arbejdsdag, hvis de eksempelvis bor i Aalborg og tager flyet på job i København. Og det er ganske enkelt for galt, lyder det fra en flypendler.

”Jeg er vred. Man har simpelthen ikke tænkt på os, der bruger indenrigsflyene arbejdsmæssigt,” siger Henriette Von Platen, formand for den aalborgensiske pendlerforening, SK-AAL, til TV2 NORD.

På gennemsnitlig basis vil afgiften for en passager i 2025 være på 70 kroner, hvilket vil stige til gennemsnitligt 100 kroner ved den fulde indfasning af passagerafgiften for alle typer flyvninger i 2030.

Skal finansiere både grøn luftfart og ældrecheck
Den nye passagerafgift på 60 kroner for indenrigsrejsende vil dermed betyde, at flypendlere mellem Aalborg og København vil få ekstraudgifter på 19.000 kroner om året ved i alt 160 arbejdsdage.

Henriette Von Platen pointerer, at det for pendlerne ikke er muligt at tage toget fra Aalborg på arbejde i København, da arbejdsdagen så vil være gået med transport. Og passagerafgiften fylder derfor noget i hovedet på pendlerne.

”Det betyder noget for dem. Det betyder jo, at de må have en arbejdsgiver til at betale for det her, eller også må de selv til lommerne,” siger Ole Krohn, der er finanskommentator hos TV 2.

Provenuet fra passagerafgiften skal blandt andet benyttes til at etablere en grøn indenrigsrute i 2025 og senest i 2030 at sikre en helt grøn indenrigsflyvning i Danmark. Halvdelen af de cirka 1,2 milliarder kroner, passagerafgiften årligt forventes at indbringe fuldt indfaset, skal dog gå til at finansiere den forhøjede ældrecheck.

 

Relaterede artikler:

Differentieret passagerafgift fra 60 til 390 kroner

Passagerafgift får ikke danskerne til at flyve mindre

DAT: Passagerafgift betyder højere indenrigspriser