Rejsekonsulent overtog direktørstolen

Rejsekonsulent Bo Vollertzen fra Carlson Wagonlit Travel satte sig for nylig i direktørstolen hos Danmarks største erhvervsrejsebureau. Chefrollen havde han dog kun til låns en enkelt dag.

For fjerde år i træk afholdt Carlson Wagonlit Travel for nylig den såkaldte “direktør for en dag“, hvor en menig medarbejder får mulighed for at sætte sig i chefstolen, mens direktøren får mulighed for at fingrene i dejen i en af erhvervsrejsebureauets operationelle funktioner.

Ved den fjerde udgave af den særlige personaleevent var det rejsekonsulent Bo Vollertzen, der havde fået mulighed for at sætte sig tilrette i den stol, der normalt tilhører Sophie Hulgard, der er administrerende direktør og øverste ansvarlig for de omkring 170 ansatte i Carlson Wagonlit Travel.

“Jeg startede med at afholde et ledergruppemøde med alle ledere i et par timer. Derefter havde jeg et telefonopkald med vores nordiske chef Johan Wilson omkring vores afdeling CWT Meetings & Events, efterfulgt af frokost med repræsentanter fra Air France og KLM,“ fortæller Bo Vollertzen til CWT´s Connect Travel Magazin om dagen.

Resten af dagen blev brugt til at gå rundt og tale med medarbejderne som en rigtig synlig leder. Direktør for en dag er et koncept, som Bo Vollertzen synes, at alle ansatte burde have lov at opleve.

“Dagen har været en stor øjenåbner, da det har givet et meget større og bedre indtryk af, hvad der sker i de forskellige afdelinger i CWT. Jeg vil gerne rose kollegerne i ledelsen for at være jordnære og utroligt engagerede i denne dag blandt andet ved at forklare, hvad de arbejder med i det daglige. Det har givet et utroligt godt indblik,“ forklarer den unge rejsekonsulent, der blev direktør for dag.

Direktør i teknisk support
Mens Bo Vollertzen varetog chefopgaverne måtte Sophie Hulgard tage til takke med en plads i CWT´s tekniske support, der går under navnet Technical Service Center (TSC). Det er den afdeling, hvor kunderne ringer med spørgsmål til online booking-værktøjerne.

“Der var ret stille på telefonen den dag, så jeg fik et indblik i, hvordan teamet fungerer, og jeg fik lov til at ‘tømme køerne’. Jeg lyttede også til et par opkald, og synes selv, at jeg lærte meget,“ fortæller Sophie Hulgard.

Der var dog ikke tilfredshed med, at hun talte for meget i mobiltelefon, var for optaget af sine mails, og var for længe væk til frokost, da hun sammen med Bo Vollertzen deltog i leverandørfrokosten. Derfor måtte hun ufrivilligt forlade TSC og gå den tunge gang tilbage til direktørkontoret i lokalerne på Ørestads Boulevard.

“Jeg blev meget overrasket over, hvor travlt Sophie har, og hvor mange ting hun hele tiden skal tage stilling til. Jeg synes, at hun gør et rigtig godt stykke arbejde,“ var konklusionen fra Bo Vollertzen, da han måtte aflevere chefstolen tilbage til sin retmæssige ejer.