SAS Airbus A321LR i Hamburg Finkenwerder Airport (Foto: Dirk Grothe)

SAS åbner to nye ruter til Toronto

SAS vil fra juni flyve direkte til Toronto fra både København og Stockholm med de nye Airbus A321LR. Dermed bliver der konkurrence til Air Canada, der er partner i Star Alliance.

Der har ikke været direkte flyvninger fra København til Toronto siden den 16. marts 2020, da Air Canada fløj sidste gang før coronapandemien midlertidigt lukkede ruten ned.

Når Air Canada som forventet genoptager ruten i maj, vil selskabet kort efter få direkte konkurrence fra Star Alliance-partneren SAS, der i juni begynder at flyve direkte til den canadiske storby fra både København og Stockholm.

SAS planlægger at flyve tre gange om ugen fra København og fire gange ugentligt fra Stockholm under forudsætning af de canadiske myndigheders godkendelse. Der flyves efter planen fra København på tirsdage, torsdage og lørdage, mens Stockholm-afgangene ligger på de øvrige fire dage i ugen.

”Vi er glade for at kunne annoncere direkte flyforbindelser fra Skandinavien til Toronto, som det næste skridt i at styrke vores nordamerikanske netværk. SAS’ nye ruter vil gøre det let for vores kunder at rejse mellem Skandinavien og Canada. Flyene afgår fra Skandinavien ved middagstid og fra Toronto om eftermiddagen, hvilket muliggør gode forbindelser til andre destinationer, i begge ender,” siger Karl Sandlund, der er kommerciel direktør i SAS.

Indsætter langtrækkende A321LR-fly 
Det bliver de helt nye langtrækkende Airbus A321LR, der skal flyve mellem Skandinavien og Canada. Flyene har kun 157 sæder, fordelt på 22 sæder i SAS Business, 12 sæder i SAS Plus og 123 sæder i SAS Go.

”SAS sigter mod at blive global leder inden for bæredygtig luftfart. Med vores indfasning af nye, brændstofeffektive fly, har vi nu en af Europas mest moderne flyflåder.  De nye, avancerede fly vil give vores kunder mulighed for at rejse på en mere behagelig, komfortabel og bæredygtig måde,” uddyber Karl Sandlund.

Når Air Canada vender tilbage i maj, vil selskabet starte op med en Boeing 787-9 Dreamliner, der har plads til 298 passagerer i en treklasses version. Henover sommeren bliver der dog tale om 292-sæders Airbus A330-300 på daglig basis.

I den kommende sommersæson vil SAS flyve til i alt syv destinationer i Nordamerika, henholdsvis Boston, Chicago, Los Angeles, New York, San Francisco, Washington D.C. og Toronto.

 

Relaterede artikler:

SAS debuterer med A321LR fra København til Oslo

Air Canada vender tilbage på nordiske ruter

SAS overvejer udnyttelsen af Airbus A321LR