Fly parkeret ved gate C i Københavns Lufthavn. (Foto: Joachim Brandt-Møller | CPH)

Transferandel i CPH stiger med 40 procent

Andelen af transferpassagerer i Københavns Lufthavn er i årets første 11 måneder steget med næsten 40 procent. Det betyder, at 2,2 millioner afgående passagerer indtil nu har brugt CPH som trafikknudepunkt.

Efter genopretningen af mange af de interkontinentale ruter fra Københavns Lufthavn er transfertrafikken støt stigende. Til og med udgangen af november er der registeret lige godt 2,2 millioner afrejsende transferpassagerer fra CPH, og det er en fremgang på 39 procent i forhold til 2022, hvor der var næsten 1,6 millioner transferpassagerer, der rejste videre fra København efter et flyskifte.

Den massive passagertrafik til Nordamerika i sommermånederne har været med til at trække transferandelen i vejret, men også tilgangen af nye ruter til eksempelvis Abu Dhabi, Addis Ababa, Delhi og Montreal har bidraget til at løfte transferandelen.

I november var der 1.957.215 passagerer, der benyttede Københavns Lufthavn, og det var 12 procent flere end i samme måned sidste år. Antallet af afgående transferpassagerer var 173.791, hvilket svarer til en vækst på 19 procent i forhold til november sidste år. Væksten i transfertrafikken er derfor stadig højere end den generelle vækst i den danske hovedstadslufthavn. 

Ifølge Københavns Lufthavn er størstedelen af transferpassagererne fløjet ind fra Sverige og Norge samt fra danske indenrigslufthavne.

“Vi er meget tilfredse med, at andelen af transferpassagerer stiger. Vi er ikke på niveau med tiden inden corona, men otte uf af 10 transferpassagerer er tilbage – og det går den rigtige vej. Det styrker vores position som et vigtigt trafikknudepunkt og viser, at vi er en attraktiv lufthavn med et bredt netværk af ruter,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

London er populær i julemåneden
I Københavns Lufthavn er man allerede godt inde i julemåneden og årets sidste måned. Ved udgangen af november havde 24,8 millioner passagerer rejst til, fra eller via Københavns Lufthavn. For en måned siden forventede lufthavnen 26,5 millioner passagerer i 2023, men baseret på november-tallene kunne noget tyde på, at det nærmere kan blive 26,7 millioner rejsende.

Det er dog ikke alle dage i december, at der er lige mange passagerer gennem terminalerne. 

“Vi regner med at fredag den 22. december bliver julens travleste dag. Her skal omkring 80.000 passagerer flyve til og fra København. Omvendt bliver den 24. og 25. december årets mest stille rejsedage, hvor kun omkring 35.000 passagerer rejser gennem lufthavnen på de dage,” vurderer Peter Krogsgaard.

I december forventer CPH mange rejsende til London, der er den mest populære destination hele året rundt, men i december er der særligt mange rejsende, der tager til den britiske hovedstad for at shoppe og indsnuse den særlige julestemning.

 

Relaterede artikler:

CPH er kun syv procent fra 2019-niveau

Første efterårsmåned i CPH: 2,5 mio. passagerer

Sommeren i CPH: Flere passagerer end forventet