Den norske fagforening Parat Luftfart kræver, at Wizz Air ansætter medarbejdere på norske vilkår, når lavprisselskabet etablerer base i Norge.
Det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air skal tilbyde ordnede forhold og følge spillereglerne på det norske arbejdsmarked, når selskabet i begyndelsen af november åbner en base i Oslo Lufthavn.
Sådan lyder budskabet fra den norske fagforening Parat Luftfart, som er den største faglige organisation i norsk luftfart med næsten 6.000 medlemmer blandt både kabinepersonale og piloter.
Wizz Air vil fra 5. november flyve dagligt fra Oslo til Bergen, Tromsø og Trondheim med to Airbus A320-fly. Det ungarske lavprisflyselskab planlægger ikke at ansætte norske medarbejdere, men de medarbejdere, der skal flyve på ruterne i Norge, vil ifølge koncernchef József Váradi få en løn baseret på norske markedsstandarder.
Fjendtlig over for fagforeninger
Wizz Air har ifølge Parat Luftfart været kendt som et ”fagforeningsfjendtligt” selskab og har angiveligt i flere lande udsat medarbejdere, der har forsøgt at organisere sig, for repressalier.
Vicechef for Parat, Anneli Nyberg, fastslår i en pressemeddelelse, at en ”useriøs aktør” er det sidste, norsk luftfart har brug for i øjeblikket.
”Virksomheder, der etablerer sig i Norge, skal følge spillereglerne på det norske arbejdsmarked. Her har vi et velfungerende partssamarbejde, som vi forventer vil blive opretholdt. Det er vigtigt for branchen, at vi har ordnede forhold,” siger Anneli Nyberg.
Hun bakkes op af lederen af kabineforeningerne i Parat, Sissel Vian, som understreger, at der skal ansættes på norske vilkår, når virksomheder etablerer baser i Norge.
”Man skal have mulighed for at bo og etablere dig i Norge med den løn, man får. Det skal være muligt at organisere sig. Vi mangler endnu at se, om Wizz Air tager det sociale ansvar, som de nu har lovet, ”siger Sissel Vian.
Påstand mod påstand
Leder af luftfartsområdet i det europæiske transportarbejderforbund, European Transport Workers ‘Federation (ETF), Eoin Coates, mener, at Wizz Airs behandling af medarbejdere kan karakteriseres som social dumping.
”De bruger alle metoder, de kan, for at sikre fri bevægelighed og bruger alle de beskidte tricks i bogen. De misbruger medarbejdere overalt i Europa,” siger Eoin Coates.
Wizz Air tilbyder ifølge eget udsagn blandt andet sine medarbejdere en konkurrencedygtig løn, social sikring, arbejdsforsikring og vagter i henhold til en månedlig vagtplan, som offentliggøres to uger i forvejen.
Relaterede artikler: