Boeing 737 MAX 8-fly fra Akasa Air. (Foto: Akasa Air | Facebook.com | PR)

43 piloter forlod jobbet: Nu sagsøges de

Til trods for de har sagt farvel til deres tidligere arbejdsplads, er tiden hos Akasa Air endnu ikke et afsluttet kapitel for 43 piloter, da flyselskabet sagsøger dem for omkring 17,5 millioner kroner.

I sidste måned kunne man hos Akasa Air fejre, at selskabets fly i hvid, orange og lilla-bemaling havde været på vingerne i et år. Det indiske lavprisselskab foretog sin jomfruflyvning mellem Mumbai og Ahmedabad den 7. august 2022.

Siden har selskabet opbygget en portefølje af 16 indenrigsruter og en flåde, der består af 20 Boeing 737 MAX 8-fly med en gennemsnitsalder på 3,9 år. Ledelsen har desuden planer om at føje destinationer i udlandet til rutekortet i slutningen af i år.

Lavprisselskabets fokus på indenrigsflyvninger i Indien har ført til, at det i juni i år havde tilkæmpet sig en større andel af dette marked end SpiceJet. Det ændrede sig dog i august, hvor Akasa Air atter blev overhalet af konkurrenten, og det er baggrunden for, at en række piloter nu slæbes i retten.

Sagsøges for millionbeløb
De seneste måneder har 43 piloter forladt jobbet hos Akasa Air til fordel for andre flyselskaber, og derfor har det indiske lavprisselskab måtte aflyse en række flyvninger i løbet af august, hvilket ifølge ledelsen er årsagen til, at man har mistet markedsandele til SpiceJet.

Fra flyselskabets side er man særligt utilfreds med, at piloterne har forladt deres job i utide. Akasa Air fortæller, at de ansatte ifølge deres ansættelseskontrakter har en opsigelsesperiode på seks måneder, men denne har de tilsyneladende ikke valgt at honorere. Det skriver Times of India.

Derfor lægger flyselskabet nu sag an mod de 43 piloter, som sagsøges for tab af omsætning og omdømme. Det kan blive en dyr omgang for de tidligere ansatte, da Akasa Air samlet set kræver et beløb på omkring 2,5 millioner dollars, hvilket svarer til 17,5 millioner kroner.

Uetisk og egoistisk opførsel
Ifølge en talsperson fra flyselskabet har man set sig nødsaget til at sagsøge piloterne, fordi det fik store konsekvenser, at de – i flyselskabets optik – har valgt at misligholde deres kontrakter og forlade deres stillinger, inden de seks måneders opsigelse var overstået.

“Det er ikke alene i strid med loven, men derudover er det også en både uetisk og egoistisk opførsel, der forstyrrede flytrafikken i august og resulterede i aflyste flyvninger som betød, at tusindvis af kunder strandede og skabte stor ulejlighed for de rejsende i landet.”

I en samlet udtale påpeger piloterne, at når et nyt flyselskab træder ind på markedet eller øger frekvensen, påvirker det også eksisterende selskaber, da man ofte rekrutterer ansatte fra konkurrenterne. På den baggrund mener de, at Akasa Air ikke burde stå så stejlt på de enkelte detaljer i ansættelseskontrakterne.


Relaterede artikler:

Stifter af nyt flyselskab død syv dage efter premiere

Første af 72 fly til nyt lavprisflyselskab

Milliardær vil starte lavprisselskab med 70 fly