Den sidste langtidsopbevarede Airbus A380 hos Etihad Airways er snart i luften med passagerer igen. Modsat Qantas, der snart udfaser A380, tror Etihad stadig på den ikoniske flytype.
Etihad Airways har besluttet at tage sin sidste langtidsopbevarede Airbus A380 tilbage i drift.
Således skriver mediet Aviation A2Z, at det mellemøstlige flyselskab har fløjet flyet med registrering A6-APB tilbage til Abu Dhabi International Airport.
Flyet har i omkring seks år stået langtidsopbevaret i franske Tarbes-Lourdes-Pyrénées Airport. Etihad Airways satte flyet på jorden i forbindelse med coronapandemien, ligesom de ni øvrige A380’ere hos flyselskabet også blev sat til langtidsopbevaring i denne lufthavn eller i Teruel Airport.
Flyet landede i Abu Dhabi 17. september, hvor det dermed slutter sig til otte øvrige A380’ere, som allerede er sat i drift igen. Dermed er hele selskabets flåde af denne flytype genaktiveret. Den 10. megajumbo hos flyselskabet (A6-APA) blev imidlertid hugget op i juli 2025.
Reaktiverede A380 i 2023
Etihad Airways indledte en genaktivering af A380-flyene, da efterspørgslen begyndte at stige igen nogle år efter pandemiens begyndelse. Samtidig havde flyselskabet fået feedback fra kunderne, der håbede på at få flyet tilbage i luften.
A380-flyene hos Etihad Airways er i gennemsnit 11 år gamle, og de er hver indrettet med i alt 486 sæder. Hele nederste etage er indrettet med Economy-sæder, mens øvre etage er indrettet med 70 sæder på Business Class og 11 sæder på First Class.
To af sæderne på First Class er de såkaldte The Residence, som er en suite, hvor passagererne har eget soveværelse, stue og badeværelse. De øvrige ni sæder på First Class er af mere ”almindelig” karakter for denne kabineklasse.
De ni A380’ere hos Etihad Airways er kun et mindre antal i flyselskabets samlede flåde. Selskabet råder således over i alt 126 fly, hvoraf størstedelen er langdistancefly. På de lange ruter flyves der med Airbus A380, Airbus A350, Boeing 777 og Boeing 787 Dreamliner.
Qantas vil sende flytypen på pension
Et andet flyselskab, som stadig opererer med Airbus A380, er australske Qantas. Selskabet råder over 10 fly af denne type, hvoraf ni i øjeblikket er i drift. Flyene er dog – modsat Etihad Airways – på vej ud af drift inden for få år.
Således meldte Qantas ud i august i år, at A380’erne er blevet for dyre og komplekse at have i drift, og at nye fly giver andre muligheder. Flyselskabet vil derfor fremskynde udfasningen af dobbeltdækkerflyene, så den begynder i 2028. Udfasningen skal ske i takt med, at Qantas får leveret nyproducerede fly til flåden.
Qantas har tidligere påpeget, at nye tomotorede fly blandt andet har den fordel, at de kan flyve længere end A380.
Der blev produceret i alt 254 Airbus A380-fly, inden produktionen blev stoppet i december 2021. Det første flyselskab til at pensionere en A380’er var Singapore Airlines, og dette skete allerede i 2017.
Relaterede artikler:
Får endnu en A380 tilbage: Større fly til Tokyo

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


