Flere fly i luften tiltrækker læserne

Der var i maj størst interesse for de positive nyheder, om at flyselskaberne er på vej tilbage i luften, mens Norwegian stadig optager opmærksomheden hos danske og skandinaviske læsere.

Luftfarten har ligget stille det meste af maj, men det kan man ikke se på besøgstallet hos CHECK-IN.dk. Her var der i alt 555.924 besøg, hvilket er 52 procent flere end i samme måned året før.

Men det er ikke alene i Danmark, at man interesserer sig for nyheder om luftfartsbranchen, for andre nationaliteter følger også med i nyhederne. I maj var 80 procent af læserne fra Danmark, mens syv procent af de besøgende kom fra Sverige og fire procent fra Norge.

Det betyder, at der i maj var lidt flere end 62.000 besøg fra de to skandinaviske broderlande. Nyheder om SAS og Norwegian har naturligvis en særlig interesse i de to nabolande, og på listen over de 10 mest læste historier i maj finder man da også tre historier om Norwegian.

Først undgik selskabet en konkurs ved at få adgang til den norske regerings tretrins-hjælpepakke gennem aftaler med obligationsejere og leasingselskaber om gældskonvertering. Sidenhen fortsatte salget af flybilletter i Danmark, selvom flyselskabet havde meddelt, at flyene ikke kom på vingerne uden for Norge før i april 2021.

De 10 mest læste historier på CHECK-IN.dk i maj 2020

Nr. Historie Antal visninger
1 Kort ny om coronakrisen 47.408
2 Flyene er på vej tilbage i luften 23.203
3 Første charterflyvning efter coronakrisen 21.508
4 Så besværlige kan flyrejser bliver post-corona 11.159
5 Great Dane Airlines-direktør: “Jeg er rystet” 10.826
6 Norwegian sikrer sig tilslutning fra obligationsejere 9.106
7 Qatar Airways tilbyder 100.000 gratis flybilletter 8.852
8 Norwegian aflyser alle sommerflyvninger fra Danmark 8.295
9 Norwegian har planlagt 67 ruter fra Danmark 7.851
10 Første SAS A321-fly til langdistanceruter 7.496

 

Stort publikum til positive nyheder
Den blogbaserede kort nyt-sektion var også i maj meget populær hos læserne med ikke færre end 47.408 besøg. Herudover er det tydeligt, at læserne hungrer efter posítive historier.

Nyheden om, at KLM ville genoptage otte ruter efter nedlukningen, var der et stort publikum til, og det samme var også tilfældet med historien om den første charterflyvning efter coronakrisen, selvom det blot var en kort tur fra Midtjyllands Lufthavn til Bornholm med DAT.

Den begyndende positive stemning blev dog godt og grundigt ødelagt, da statsminister Mette Frederiksen sidste fredag kunne offentliggøre, at rejsevejledningerne blot ville blive lempet til Tyskland, Norge og Island – og muligvis også Sverige og Finland. Resten af verden vil principielt være lukket for danske turister frem til den 31. august i forhold til Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

Den udmelding fik direktøren fra Great Dane Airlines til at erklære, at han var rystet. Blot fire dage forinden havde det nordjyske flyselskab påbegyndt salget af flyrejser til Málaga i forventning om, at rejsevejledningerne ville blive lempet til det meste af Europa. Historier om rejsevejledningernes betydning for dansk luftfart vil uden tvivl komme til at præge listen over de mest læste historier i juni.

 

Relaterede artikler:

Norwegian hitter hos læserne

Læserne tog godt imod fokuseret coronadækning

De 10 mest læste historier i 2019