Passagerer i Oslo Lufthavn. (Foto: Avinor)

Flere passagerer i norske lufthavne

Mens der var stilstand i København og decideret fald i Stockholm, steg trafikken i Oslo Lufthavn i juni. Også generelt flere passagerer i de norske lufthavne.

Antallet af passagerer, som rejste igennem Avinors lufthavne i juni, steg med én procent i forhold til samme måned i fjor. Men da driften af lufthavnen i Haugesund i maj i år blev overdraget fra Avinor til selskabet Lufthavnsdrift AS, skal man korrigere for trafiktallene dér for at få et sammenligneligt tal.

Og korrigeret for Haugesund endte Avinors resterende 44 lufthavne med en vækst på 2,2 procent.

Stigning i Oslo
Hvor Københavns Lufthavn havde nulvækst i juni med 766 færre passagerer end samme måned i fjor, og Stockholm Arlanda havde et fald på tre procent, så steg trafikken i Oslo Lufthavn med 2,1 procent.

I alt 2.751.676 rejsende benyttede Norges største lufthavn i juni, hvilket dog er knap 200.000 færre end i Nordens største lufthavn i København.

Kneb sig foran København
Til gengæld kneb Oslo sig lige akkurat foran København, når talen falder på ’største rejsedag’. Den 7. juni vandrede 109.842 rejsende igennem lufthavnen i Gardermoen, mens konkurrenten på Amager kunne mønstre 109.408 fredag den 28. juni. Altså blot 434 færre passagerer i København end i Oslo.

Væksten i Oslo blev i øvrigt trukket af den internationale trafik, der steg med tre procent, mens indenrigstrafikken voksede med 0,9 procent.

Samlet vækst
Kigger man på den samlede trafik i alle Avinors lufthavne i årets første halvår, så rejste 26,3 millioner passagerer igennem de 44 lufthavne i den periode. Det er en stigning på 0,4 procent i forhold til i fjor.

Korrigerer man igen for Haugesund fra og med 13. maj, hvor driften blev overdraget til Lufthavnsdrift AS, var væksten dog på 0,8 procent.

Bedre end konkurrenterne
I Oslo Lufthavn er trafikken i første halvår steget med 0,4 procent, hvilket betyder, at den norske hovedlufthavn også på det punkt klarer sig bedre end konkurrenterne i Stockholm og København.

I Stockholm er trafikken faldet med hele fem procent i årets første seks måneder, mens København er nede med 0,1 procent – svarende til cirka 13.000 passagerer – i forhold til samme periode i fjor.

 

Relaterede links

Stilstand i Københavns Lufthavn

Så meget koster svensk flyskat flyselskaberne

Københavns Lufthavn er havnet i minusvækst