Indere har planer om CPH-rute

Jet Airways har præsenteret de indiske myndigheder for en storstilet vækstplan, der indbefatter en rute fra Indien til København.

Københavns Lufthavn står på Jet Airways’ liste over europæiske destinationer, som selskabet ønsker at flyve til i fremtiden. Det fremgår af en strategiplan, som selskabet har præsenteret for den indiske regering. Det skriver avisen Times of India.

Jet Airways’ plan går på to ben. For det første ønsker selskabet at åbne nye direkte ruter fra indiske storbyer som hovedstaden Delhi og metropolen Mumbai til europæiske byer som København, Düsseldorf, Zürich, Amsterdam og Manchester.

For det andet er Abu Dhabi-selskabet Etihad Airways tæt på at købe 24 procent af Jet Airways. Og det andet ben i Jet Airways-planen er derfor i første omgang at oprette ruter fra syv indiske byer til Abu Dhabi og herfra flyve videre til en lang række destinationer i Nordamerika. Inden for to til tre år siden er det planen at flyve fra ikke mindre end 23 indiske byer til Abu Dhabi og derfra videre til Nordamerika og i sidste ende også en lang række destinationer i Europa, Mellemøsten og Afrika.

Lagt på is
En sten på vejen mod Jet Airways-entré i Københavns Lufthavn kan dog være den diplomatiske strid mellem Danmark og Indien over våbensmugleren Niels Holst, som inderne meget gerne ser udleveret fra Danmark til retsforfølgelse i Indien. En strid, der har lagt forholdet mellem de to lande på is og besværliggjort danske virksomheder ageren i Indien.

Det er derfor ikke usandsynligt, at Jet Airways får grønt lys til sin europæiske ekspansion på nær på ét punkt; ruten til København.

Berlin frem for København
En anden ubekendt er Jet Airways’ mulige indtræden i Star Alliance eller Skyteam. Gennem længere tid har selskabet overvejet hvilken af de to luftfartsalliancer, som det skal tilslutte sig. Jet Airways har flere gange antydet, at man hælder mest til Star Alliance. Og hvis det bliver stjerne-alliancen vil København være en oplagt destination, da det som bekendt er det primære trafikknudepunkt for SAS, der også er Star Alliance-medlem.

Etihads mulige køb af en andel i Jet Airways kan dog ende med at være medvirkende til, at pilen til sidst peger på Skyteam. Etihad er nemlig i fuld gang med at etablere et tæt samarbejde med det ledende Skyteam-medlem Air France/KLM. Desuden ejer Etihad knap 30 procent af airberlin, og det er ikke utænkeligt, at Jet Airways snarere ville satse på airberlins trafikknudepunkt i Berlin end Københavns Lufthavn.

Så selvom København nu officielt er skrevet ind i planen, så er der stadig lang vej igen.