Air France-KLM skruer den grønne indsats op ved at investere over 30 millioner kroner i produktion af bæredygtigt flybrændstof. Herudover lagde koncernen for nyligt en stor A350-ordre.
Den grønne omstilling er højt på dagsordenen hos Air France-KLM, der investerer på flere forskellige områder for at blive mere grøn i fremtiden.
Senest har den fransk-hollandske luftfartskoncern sendt et millionbeløb af sted til produktion af bæredygtigt flybrændstof, der også kendes som Sustainable Aviation Fuel (SAF). Koncernen har skudt 4,7 millioner dollar (32,2 millioner kroner, red.) i SAF-producenten DG Fuels’ produktionsanlæg i USA.
Air France-KLM brugte i 2022 i alt 17 procent af den samlede mængde bæredygtige flybrændstof på verdensplan, hvilket gjorde koncernen til den største aftager af SAF. Til sammenligning brugte den tre procent af den samlede produktion af flybrændstof i verden.
”Investeringer i nye teknologier og nye brændstoftyper er alfa og omega, hvis vi skal nå vores klimamål og lede udviklingen mod en bæredygtig luftfartsindustri. Vi tænker langsigtet og har sikret os option på at købe op til 75.000 ton SAF om året fra 2029,” siger Maria Hagelberg, ansvarlig for bæredygtighed hos KLM i Nordeuropa.
Fornyer flåden med A350’ere
Foruden fokusset på bæredygtigt flybrændstof har Air France-KLM også øjnene stift rettet mod at forny flåden af langdistancefly.
I september i år lagde koncernen en ordre på yderligere 50 Airbus A350-fly samt købsrettigheder til yderligere 40 A350’ere. Leveringerne vil ske i perioden fra 2026 til 2030. Herudover har koncernen en ordre på i alt 41 A350’ere, hvoraf Air France allerede har modtaget 24 af disse.
Blandt andet A350’erne skal erstatte ældre flytyper som Boeing 777 og Airbus A330. Målet er, at andelen af fly fra den nyere generation i Air France-KLM-flåden i 2028 vil være oppe på 64 procent sammenlignet med fem procent i 2019.
”Som branche er vi nødt til at spille på alle relevante strenge. Derfor investerer vi i KLM i både nye brændstofeffektive fly og nye brændstoftyper, som udleder mindre CO2, men vi tester også el-fly, som kan anvendes på kortere strækninger, og vi uddanner vores piloter i at flyve med mindst mulig klimapåvirkning,” siger Maria Hagelberg.
Air France-KLM har blandt andet som bæredygtighedsmål at udlede 30 procent færre CO2-emissioner per passagerkilometer inden 2030 sammenlignet med 2019.
Relaterede artikler:
Køber 50 nye fly og bliver største A350-operatør