Oversigtsbillede af Oslo Lufthavn. Foto: CatchLight Fotostudio AS

Rapport: Tidligst behov for tredje bane i Oslo efter 2040

En ny rapport fra et uafhængigt udvalg i Norge har undersøgt behovet for at sikre et areal til en eventuel tredje landingsbane i Oslo Lufthavn. En sådan bane vil tidligst være nødvendig efter 2040.

Oslo Lufthavn råder i dag over to landingsbaner, der er henholdsvis 2.950 og 3.600 meter lange, og i fremtiden kan der blive behov for endnu en bane.

Således har et uafhængigt udvalg ledet af Siri Pettersen Strandenes udarbejdet en rapport, der vurderer behovet for at sikre areal til en eventuel fremtidig tredje bane i den norske hovedstadslufthavn. Og det er der behov for, lyder konklusionen, ifølge den norske lufthavnsoperatør Avinor.

Udvalget vurderer imidlertid, at der først vil være behov for en tredje landingsbane på et tidspunkt efter år 2040. Avinor oplyser, at en af selskabets vigtigste opgaver er at sikre, at infrastrukturen til luftfart til hver en tid har tilstrækkelig kapacitet til at imødekomme efterspørgslen fra markedet.

”Vi ved ikke, hvilke nye flytyper og morgendagens behov vil være, og om behovet kan mærkes tidligere ved indfasning af elfly, der fragter færre passagerer. Vi vil ikke bygge for at bygge, men når vi mener, der er behov for mere kapacitet. Før en tredje landingsbane eventuelt bygges, vil Oslo Lufthavn implementere alle tiltag, der kan bidrage til at maksimere udnyttelsen af ​​de eksisterende baner,” siger Abraham Foss, koncernchef i Avinor.

”En god og grundig rapport”
Udvalget bag rapporten anbefaler, at den norske stat gennemfører tiltag for at forhindre, at det areal, der potentielt set vil skulle bruges til en tredje bane, ikke bliver udnyttet til bebyggelse eller andet. Så det dermed ikke vil blive for svært og dyrt at anlægge en tredje bane ved behov.

”Mit første indtryk er, at ekspertudvalget har fremlagt en god og grundig rapport, som giver et solidt grundlag for videre proces omkring en eventuel tredje bane. Vi mener, det er meget positivt, at udvalget er nået frem til, at der skal sikres jord til en kommende tredje bane. Det giver den nødvendige forudsigelighed for Avinor, for naboer og for lokale kommuner,” siger Abraham Foss.

”Samtidig er det vigtigt for os at understrege, at rapporten ikke handler om, hvorvidt der skal anlægges en tredje bane, men om der skal afsættes jord, hvis der i fremtiden er behov for en tredje bane. Det er udvalget nu kommet frem til, at der er grundlag for.”

Udvalget tager ikke stilling til konkret placering af en tredje bane, da det anbefaler, at staten tager denne del af processen. Der er undersøgt flere muligheder for anlæggelse af den tredje bane, og Avinor har hele tiden haft sit eget ønske til placering.

Anlægningsproces kan tage op til 15 år
Fra udvalget er forventningen, at en proces med at søge tilladelse, designe samt bygge en ny landingsbane vil tage mellem 10 og 15 år. Avinor bør påbegynde planlægningen så tidligt som muligt, mener udvalget.

”Avinor er klar til at udføre de nødvendige planlægningsaktiviteter, som udvalget anbefaler. Vi forventer, at rapporten nu skal i høring, og så er det op til politikerne, hvordan der herefter følges op på rapporten. Vi er fast besluttet på at bidrage til en god og effektiv proces, hvis rapportens anbefalinger bliver fulgt op af regeringen,” fortæller Abraham Foss.

Avinor driver i alt 43 lufthavne i Norge, og koncernens omkring 2.800 medarbejdere har ansvaret for planlægning, opbygning og drift af et integreret lufthavns- og flysikkerhedssystem.

 

Relaterede artikler:

Norsk regering ønsker vurdering af tredje bane i OSL

Oslo Lufthavn overvejer tredje landingsbane

Rygge kan blive aflastningslufthavn for Oslo