Risiko for revner i A380-vinger

25 af de første A380’ere, som blev produceret, skal have vingerne undersøgt for revner efter fund af revner i vingen på en ældre A380’er.

Det første Airbus A380-dobbeltdækkerfly blev leveret i 2007, og nu har et af de ældste fly af typen vist sig at have revner i en af ​​sine vinger.

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) har på den baggrund udstedt et direktiv til flyselskaberne om at inspicere vingerne på de første 25 A380’er, der blev produceret, og som stadig er i drift.

Når EASA har resultaterne fra disse undersøgelser, kan der måske blive tale om at udvide inspektionerne til hele linjen af A380ere, som er i drift i dag, hvilket drejer sig om 237 fly over hele verden.

23 fly hos seks forskellige selskaber
23 af flyene tilhører seks forskellige selskaber, som nu skal i gang med at gennemgå flyenes vinger grundigt. Det drejer sig om Emirates, som er verdens største A380-operatør med 111 fly af typen. Ni af flyene er over 10 år gamle, og det er disse fly, som nu skal undersøges.

Australske Qantas har 12 A380 i flåden og heraf skal seks fly undersøges, mens fire af Singapore Airlines 18 A380ere skal igennem undersøgelsen.

I Europa har tre selskaber A380-fly, som er omfattet af direktivet. Det drejer sig om to A380’ere i Air France-flåden, en A380’er i Lufthansa og endelig den ene A380’er, som portugisiske Hi Fly har i flåden. Det er uvist, hvilket eller hvilke selskaber, de sidste to af de 25 fly tilhører.

Ikke et forbud mod at flyve
EASA-direktivet indebærer ikke et flyveforbud for de 25 fly, men beder blot flyselskaberne om at undersøge vingerne for at kunne konstatere, hvor udbredt problemet er. Efter undersøgelsen vil EASA følge op med et nyt direktiv om at undersøge vingerne igen efter 36 måneder.

EASA har ikke oplyst, hvilket A380-fly man har opdaget vingesprækkerne på, eller hvilket selskab flyet tilhører. Sprækkerne er opdaget på bagsiden af den yderste del af vingen.

Inspektionerne skal gennemføres inden for 15 år efter, at vingerne oprindeligt blev samlet. For nogle af de 25 fly skete det helt tilbage i 2004, og disse fly skal derfor have vingerne tjekket allerede i år.

Ingen forbindelse til tidligere vingeproblem
Risikoen for sprækker i vingerne har ikke nogen forbindelse til et problem med revner i vingeribberne i A380’ere for nogle år siden. Det daværende problem medførte, at 120 A380’ere skulle have hele deres indre vingestruktur udskiftet.

Airbus har de seneste år haft vanskeligt ved at sælge A380’erne, som er blevet udkonkurreret af nye og mere brændstofeffektive flytyper. I februar meddelte Airbus, at man vil stoppe produktionen af A380-fly i løbet af 2021.

 

Relaterede artikler:

Ophugning af A380’ere er i gang

Lufthansa sælger A380’ere – og køber nye langdistancefly

Officielt: Airbus stopper produktionen af A380