Det malaysiske lavprisflyselskab Skymark Airlines har modtaget det sidste Boeing 737NG-fly fra Boeing-fabrikken. Foto: Shacho0822

Sidste Boeing 737NG er leveret

Den sidste Boeing 737NG er sendt af sted fra fabrikken i USA, og dermed slutter en 22-årig æra. Det asiatiske leasingselskab BOC Aviation var modtager af flyet.

Boeings mest solgte fly i de sidste 20 år vil ikke længere rulle ud af samlehallen. Den amerikanske flyproducent har netop leveret den sidste Boeing 737NG (Next Generation) fra fabrikken i Renton i den amerikanske delstat Washington.

Det sidste kommercielle mellemdistancefly fra NG-serien, der rullede ud af fabrikken, var en Boeing 737-800NG, skriver flere luftfartsmedier – herunder Airlinerwatch. Flyet blev leveret til det Singapore-baserede leasingselskab BOC Aviation, der leaser det videre til det japanske lavprisflyselskab Skymark Airlines.

Over 7.000 leveringer af 737NG-fly
Next Generation-serien er den tredje generation af Boeing 737. NG-programmet blev lanceret i 1993 som modsvar til Airbus’ A320, som blev lanceret i 1988. Første fly fra serien var en 737-700, og det fløj første gang den 9. februar i 1997, inden det amerikanske selskab Southwest Airlines som første modtager af flyet satte det i drift fra december samme år. Forinden havde flyet gennemgået en ni måneders test- og certificeringsperiode.

Foruden 737-700 indeholder NG-familien også versionerne -600, -800 og -900. Herudover blandt andet også de to langtrækkende varianter -800ER og -900ER og business-versionerne BBJ1, BBJ2 og BBJ3.

Gennem 22 år har Boeing leveret mere end 7.000 fly fra NG-familien, hvoraf over 5.000 af dem har været i versionen 737-800.

Sammenlignet med Boeing 737 Classic – den foregående generation af flytypen – blev vingeoverfladen på 737NG øget med 25 procent. Det gav Boeing mulighed for at øge flyets brændstofkapacitet med 30 procent.

Pålidelig og drifteffektiv flytype
Leveringen af den sidste Boeing 737NG markerede samtidig afslutningen på en af Boeings længst løbende kontrakter. Siden 2001 har den amerikanske flyproducent haft 737NG-samarbejde med BOC Aviation, der sammenlagt har modtaget 209 Boeing 737NG-fly. Heraf har 161 af dem været versionen 737-800NG.

“Boeing 737-800NG har været en hjørnesten i vores virksomheds udvikling. Pålidelighed og driftseffektivitet har været kendetegnende ved dette flyprogram, og vi tror, ​​at flyene vil forblive karakteristiske i fremtiden,” siger Robert Martin, koncernchef for BOC Aviation.

BOC Aviation er et førende globalt leasingselskab og har i alt ejerskab af 507 fly, hvoraf nogle fortsat er i ordre. Selskabet har leaset fly ud til 94 flyselskaber fordelt på 39 lande verden over.

MAX blev erstatningen på NG
Erstatningen for Boeing 737NG blev lanceret i 2011, og det var samtidig første gang, verden hørte om den nye MAX-serie. Denne serie blev lanceret som svar til Airbus’ A320neo. De største forandringer i MAX-serien var introduktionen af mere brændstofeffektive motorer. Det første fly – en Boeing 737 MAX 8 – blev leveret til det malaysiske flyselskab Malindo Air i maj 2017.

MAX-flyene blev hurtigt populære, og Boeing har i dag mere end 5.000 ordre på flyene. Boeing nåede at levere over 300 fly af versionerne MAX 8 og MAX 9 før de to dødsulykker i Indonesien og Etiopien, hvorefter flyet fra den 12. marts i år blev groundet af sikkerhedsmæssige årsager. Det er endnu uvist, hvornår MAX-flyene igen får tilladelse til at gå i luften med passagerer.

 

Relaterede artikler:

Airbus slog Boeing på 100-års dagen

Norwegian har fået sidste nye Boeing 737-800

For gamle – vil pensionere 45 Boeing 737-800

Boeing ommøblerer fabrik til 737-arvtager

Ny fejl i software på MAX-fly