Danmark er med i den gruppe af lande, der på særlige afgange får fri indrejse til Singapore. Interessen for at komme afsted var så stor, at Singapore Airlines’ hjemmeside gik ned.
Singapore har besluttet at fjerne rejserestriktionerne for rejsende fra yderligere otte lande, herunder Danmark. Lempelserne er led i en forsigtig genåbning af bystaten efter COVID-19.
Udover Danmark er Holland, Canada, Frankrig, Italien, Spanien, Storbritannien og USA med i gruppen, der fra den 19. oktober frit kan rejse ind i landet, hvis de er færdigvaccinerede.
Sydkorea følger efter den 14. november, mens rejsende fra Brunei og Tyskland har kunnet rejse ind i Singapore siden 8. september.
Har stort set været lukket
Singapore har for at bekæmpe COVID-19 stort set været lukket land for udlændinge det seneste halvandet år. Men der er et opsparet behov for at rejse til den asiatiske bystat, skriver channelnewsasia.com.
Det stod klart, da det i weekenden blev officielt, at Singapore lemper på reglerne. Singapore Airlines’ hjemmeside blev lagt ned lørdag, hvor denne meddelelse kom på siden ved 15-tiden: “Vores websted oplever tekniske problemer, og vi arbejder hårdt på at rette dem. Vi beklager ulejligheden.”
Inden nedbruddet var hjemmesiden meget langsom, men omkring en time efter nedbruddet var hjemmesiden oppe at køre igen.
Farvel til karantæne
Hidtil har rejsende fra blandt andet Danmark kunnet se frem til syv dages karantæne ved ankomsten til Singapore.
De lempede regler betyder, at rejsende fra Danmark kan søge om indrejse til Singapore via særlige VTL-flyruter (Vaccinated Travel Lane). Rejsende skal ikke i karantæne i Singapore, men kan nøjes med at tage en PCR-tests før rejsen og igen efter ankomsten til Singapore.
Singapore Airlines introducerer de særlige VTL-afgange fra Københavns Lufthavn med start den 21. oktober. Udover VTL-afgangene fra København, etablerer Singapore Airlines VTL-service fra andre europæiske byer som Amsterdam, Barcelona, Milano, Paris, Rom og London.
Flere afgange fra København
Det er tilladt at bruge en afgang fra en anden europæisk lufthavn, hvis rejsende ikke inden for 14 dage har været i transit i et ikke-VTL-land. En rejsende kan for eksempel tage fra København til Frankurt og så rejse fra Frankfurt til Singapore på en af de særlige VTL-afgange.
For at understøtte de særlige VTL-afgange øger Singapore Airlines frekvensen på København-ruten fra tre til fire ugentlige afgange. Udvidelsen træder i kraft fra onsdag den 20. oktober.
Det betyder, at SQ353 på mandage og torsdage vil flyve fra København til Singapore som VTL-afgange, mens SQ361 på onsdag og lørdage vil operere som ikke-VTL-afgange og dermed kun kan benyttes af transitpassagerer, der skal videre fra Singapore til en anden destination.
Relaterede artikler:
Singapore Airlines åbner rute fra CPH til Rom