Foto: Lufthansa Group

Ni måneders driftsunderskud på 31 milliarder kroner

I de første ni måneder i 2020 har Lufthansa-koncernen haft et driftsunderskud på hele 31 milliarder kroner. Kapaciteten i fjerde kvartal ventes at blive på maksimalt 25 procent.

Lufthansa-koncernen fremlagde tirsdag de foreløbige resultater for årets tredje kvartal, hvor der er tabt færre penge end i andet kvartal som følge af omkostningsreduktioner.

Pengene fortsætter dog med at strømme ud af kassen hos den tyske luftfartsgigant. Driftsunderskuddet før skat og renter i tredje kvartal forventes at blive 1,262 milliarder euro (9,4 milliarder kroner, red.), mens det samlede driftsunderskud før skat og renter for årets første ni måneder er 4,161 milliarder euro. Det svarer til voldsomme 31 milliarder kroner.

Coronakrisen har derfor fortsat et solidt tag i Lufthansa-koncernen, der samtidig kæmper med at få udbetalt refunderingspenge for aflyste flyvninger til kunderne. Lufthansa har indtil videre udbetalt to milliarder euro, svarende til 14,9 milliarder kroner, for coronarelaterede aflysninger. Dette beløb er delvist udlignet i tredje kvartal af indtægter fra øgede frekvenser i juli og august.

Luftfartskoncernens nettogæld ved udgangen af tredje kvartal var 8,93 milliarder euro, eller hvad der svarer til 66,5 milliarder kroner.

Kapacitet på 25 procent i kommende måneder
Likviditeten hos Lufthansa-koncernen i slutningen af september ser imidlertid fornuftig ud med et beløb på 10,1 milliarder kroner, svarende til 75 milliarder kroner. I dette beløb er inkluderet uudnyttede midler fra redningspakkerne på ni milliarder euro (67 milliarder kroner, red.) fra den tyske, schweiziske, østrigske og belgiske regering. 6,3 milliarder euro (47 milliarder kroner, red.) er stadig til rådighed fra disse hjælpepakker.

Lufthansa-koncernen forventer, at efterspørgslen på flybilletter forbliver lav i de kommende vintermåneder på grund af coronapandemien og de tilhørende rejserestriktioner.

I den nuværende planlægning vil koncernens flyselskaber, Lufthansa, SWISS, Austrian Airlines og Brussels Airlines, kun operere maksimalt 25 procent af kapaciteten i fjerde kvartal sammenlignet med 2019. Dette for at sikre, at flyvningerne isoleret set fortsat kan generere et positivt bidrag til selskabets økonomi.

På samme tid knokler Lufthansa-koncernen også med at omstrukturere på alle forretningsniveauer under coronakrisen. Dette sker for at reducere omkostningerne på både kort og mellemlang sigt og for at minimere den udgående pengestrøm.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa erstatter Boeing 747 med Airbus A350

Lufthansa tabte 150 millioner kroner om dagen

Sådan reddede Lufthansa fire koncernselskaber