Det danske charterflyselskab Sunclass Airlines er optaget i lobbyorganisationen Airlines for Europe, der nu tæller 17 medlemmer inklusive Finnair, Icelandair og Norwegian.
Den europæiske lobbyorganisation Airlines for Europe (A4E), der holder til i Bruxelles, har fået sit 17. medlem, som samtidig bliver det fjerde nordiske medlem.
Det er charterflyselskabet Sunclass Airlines, der er produktionsselskab i Nordic Leisure Travel Group, der omfatter charterarrangørerne Spies i Danmark, Ving i Norge og Sverige samt Tjäreborg i Finland.
Sunclass Airlines er det første rendyrkede charterflyselskab, der bliver medlem af A4E, der også tæller TUI samt britiske Jet2, der også et i et større omfang beskæftiger sig med charterflyvninger. A4E kalder det i en pressemeddelelse for “et vigtigt segment i flyrejseindustrien.”
Optagelsen af et nyt medlem glæder da også foreningens græskfødte direktør Ourania Georgoutsakou.
“Vi er glade for at byde Sunclass Airlines velkommen til A4E-familien. Deres ekspertise inden for turisme- og charterflyvningsmarkederne vil supplere vores aktiviteter omkring bæredygtig luftfart. Da EU’s Fit-for-55-lovgivningspakke er fuldt implementeret i løbet af de næste par år, vil A4E benytte indsigten fra vores medlemsflyselskaber og de regioner, de servicerer, til at gøre dette til en glidende overgang for alle.”
Fjerde nordiske medlem
Sunclass Airlines kommer fra en region, der allerede er godt repræsenteret i A4E, da tre af 17 medlemmer i forvejen er repræsentanter fra de nordiske lande. Der er tale om Finnair, Icelandair og Norwegian, mens SAS endnu ikke har tilsluttet sig.
Indirekte bliver SAS dog repræsenteret, når selskabet på sigt bliver en del af Air France-KLM, da den fransk hollandske luftfartskoncern allerede i dag er medlem sammen med de to andre store europæiske aktører, henholdsvis IAG og Lufthansa Group. Derudover er lavprisflyselskaberne EasyJet, Ryanair og Volotea også at finde på medlemslisten.
Selvom mange af medlemmerne er både større og med et anderledes forretningsperspektiv end Sunclass Airlines, er administrerende direktør Valdemar Warburg ikke i tvivl om, at selskabet hører hjemme i A4E.
“A4E har en mission om at styrke et sikkert, bæredygtigt og konkurrencedygtigt marked for europæisk luftfart. Det er de samme prioriteter og målsætninger, som vi har hos Sunclass Airlines, og noget som vi som virksomhed konstant skal fokusere på for at kunne leve op til vores kunders forventninger og vores egne meget ambitiøse mål,” lyder det fra Valdemar Warburg.
Relaterede artikler: