Airbus A220-300-fly fra Air Baltic. (Foto: Air Baltic | PR)

Swiss beklager brugen af Air Baltic

En del Swiss-passagerer har undret sig over, at de er endt med at flyve med Air Baltic i stedet for Lufthansa-datterselskabet. Nu sætter koncernchefen ord på, hvorfor det har været nødvendigt.

Det forgangne år har budt på lidt af hvert. Sådan lyder det fra Dieter Vranckx, der er koncernchef i Swiss, i en skrivelse, som han har udsendt til flyselskabets kunder, hvori han gør status over de op- og nedture, som Star Alliance-selskabet har måtte forholde sig til.

Blandt de positive ting nævner topchefen blandt andet at COVID-19-pandemien nu for alvor er et overstået kapitel, at billettypen Green Fares – som inkluderer CO2-kompensation – er blevet rullet ud i hele Europa samt at selskabet har renoveret og genåbnet sin non-Schengen lounge i Zürich Lufthavn.

Der er dog også malurt i bægeret, fortæller Vranckx, da uvejr i Zürich, flyvelederstrejker i en række lande i Europa samt utilstrækkeligt personale i flere schweiziske lufthavne og hos visse handlingsselskaber har været en udfordringen for punktligheden i flyvningerne i løbet af de seneste par måneder.

Ventes at fortsætte i 2024
I skrivelsen reagerer Dieter Vranckx desuden også på, at flere passagerer tilsyneladende har konfronteret ham og bedt om en forklaring på, hvorfor de er endt med at skulle gå ombord i et fly fra Air Baltic, når de har købt billet til Swiss.

Swiss har haft en løbende wetlease-aftale med Air Baltic, som både har varetaget en del af flyvningerne i vintertrafikprogrammet 2022/2023 samt i løbet af sommeren i år, da Swiss har indlejet seks Airbus A220-300-fly fra det lettiske flyselskab. I tillæg til Air Baltic har Helvetic Airways også fløjet på vegne af Swiss.

Årsagen er, at en del af Swiss’ fly er grounded, fordi disse muligvis er omfattet af den materialedefekt, som er blevet konstateret i nogle Pratt & Whitney-motorer. Derfor afventer de i øjeblikket inspektion.

Det er dog blevet vanskeliggjort af, at ventetiden er tre gange længere end tidligere, fordi mangel på reservedele bidrager til at processen trækker ud. Der er desuden ikke udsigt til, at det er overstået lige foreløbigt. Vranckx forklarer at op mod 12 af selskabets fly kan ende med at holde på jorden i løbet af 2024.

Air Baltic har ligeledes fløjet wetlease for SAS i løbet af sommeren, da tre af selskabets Airbus A220-300 fly har afviklet flyvninger for det skandinaviske flyselskab.

Ville foretrække selv at flyve
Dieter Vranckx forklarer, at selvom alle de rejsende måske ikke har kunne forstå, hvorfor de skulle flyve med Air Baltic, har det været med til at sikre, at trafikprogrammet kunne afvikles efter planen.

“Der er ingen tvivl om, at vi ville foretrække at foretage alle vores flyvninger selv og byde jer velkommen ombord på vores egne fly.

”Vores ønske er, at I kan stole på os og at vi ikke er nødt til at aflyse flyvninger. Det mål nåede vi i løbet af sommeren takket være omhyggelig planlægning og med hjælp fra vores samarbejdspartnere Helvetic Airways og Air Baltic.”

Koncernchefen lader desuden passagererne forstå, at han ser frem til, at man på et tidspunkt ikke er afhængige af at leje sig til kapacitet længere.

”I fremtiden vil vi sigte efter fortsat at være et flyselskab I kan stole på, men det skal allerhelst være med vores egne fly, der har Swiss-besætning ombord.”


Relaterede artikler:

Swiss: Vi er blandt de mest stabile i Europa

Air Baltic tvunget til at wetlease fra andet selskab

SWISS får hjælp fra airBaltic