I 2026 forventer Widerøe at kunne indsætte elflyet P-Volt i kommerciel rutefart. Illustration: Rolls-Royce/Widerøe/Tecnam

Widerøe stifter endnu grønnere selskab

Nu knopskyder det norske flyselskab Widerøe med datterselskabet Widerøe Zero, der skal få drømmen om norske nulemissions-flyvninger til at gå i opfyldelse.

Det norske flyselskab Widerøe har truffet en beslutning, der skal gøre selskabet endnu grønnere, end det i forvejen er. Et nystiftet datterselskab, der har fået navnet Widerøe Zero, skal forsøge at bane vejen for nulemissions-flyvninger i Norge.

I en pressemeddelelse fortæller Widerøe, at teknologien næsten er på plads. Selskabet forventer at have sit første nulemissions-fly på vingerne, når kalenderen viser 2026. Flyet er resultatet af et samarbejde mellem Widerøe, Rolls Royce og Technam. 

Der er dog fortsat en række udfordringer for at nå derhen, lyder det i pressemeddelelsen. Det er dem, som Widerøe Zero er sat i verden for at rydde af banen. Det drejer sig særligt om de lovmæssige, kommercielle og finansielle udfordringer, der følger med, når man skal købe og drive en helt ny type fly.

Dash8 skal erstattes
Widerøe står netop nu ved en skillevej. Flyene i selskabets flåde er af ældre dato og står for en udskiftning inden for en kortere årrække. Derfor har man fra ledelsens side truffet beslutning om at satse på nulemissions-fly i fremtiden. 

Når det første grønne fly efter planen bliver en del af den kommercielle drift i 2026, så er det samtidigt startskuddet til en større udskiftning af Widerøes fly. Fra 2030 og frem skal selskabets aldrende Dash8-fly gradvist erstattes med nye nulemissions-fly. 

Widerøes administrerende direktør Stein Nilsen mener, at det vil være “dumdristigt” at investere i traditionelle fly i slutningen af dette årti, da han forudser, at de hurtigere vil miste deres værdi, efterhånden som nye grønne teknologier får fat og bliver udbredt i branchen.

Satser på prisfald
Widerøe Zero satser på, at nulemissions-fly på sigt vil være billigere i drift end fly, der bruger brændstof. Det bliver dog først, når der er investeret i de nødvendige udvidelser af infrastrukturen og hvis markedseffekterne slår igennem, understreges det i pressemeddelelsen.

En af opgaverne for Widerøe Zero bliver derfor at minimere risikoen for tab. Det skal blandt andet ske ved forsøg med at anskaffe fly på låne samt leasing basis og ved at gøre brug af eventuelle statstilskud, skatter og andre former for ordninger, der kan understøtte driften.

“Vi har stiftet Widerøe Zero, fordi vi har behov for frihed til at tænke helt nyt. Der er etablerede måder at gøre tingene på i alle eksisterende flyselskaber, men at drive en nul-emissionsflåde bliver helt anderledes,” fortæller Andreas Kollbye Aks, der er administrerende direktør for Widerøe Zero.

 

Relaterede artikler:

Widerøe kan være klar med elfly i 2026

Vil udvikle brint-elektrisk system til 76-sæders fly

Ryanair med elektrisk handling i skandinaviske lufthavne