The Boeing Company i Chicago. (Foto: Boeing | PR)

Boeing skærer 15.000 stillinger væk

Den amerikanske flyproducent Boeing er hårdt ramt af MAX-problemerne og coronakrisen. Koncernen varsler afskedigelse af 10 procent af omkring 153.000 ansatte i hele verden.

Krisen kradser hos Boeing. Den amerikanske flyproducent fremlagde onsdag et kvartalsregnskab med et nettounderskud på 641 millioner dollars, eller hvad der svarer til 4,4 milliarder kroner. I første kvartal året før leverede Boeing et overskud på 2.149 millioner dollars, eller godt 14,76 milliarder kroner.

Det er først og fremmest erstatninger i forbindelse med MAX-skandalen samt følgerne af færre leveringer, der spiller ind. Men coronakrisen har også nået at påvirke resultatet.

Derfor har den nye koncernchef Dave Calhoun set sig nødsaget til at foretage tilpasninger i koncernen, der beskæftiger i alt 153.000 ansatte i USA samt 65 lande over hele verden.

Hver tiende ansat skal forlade koncernen via afskedigelser, frivillige fratrædelsesordninger samt naturlig afgang. I divisionen Commercial Airlines er det 15 procent af arbejdsstyrken, der forsvinder. Denne division er nemlig hårdere ramt ene de tre øvrige divisioner, henholdsvis Defense, Space & Security og Boeing Global Services.

Sænker produktionsraten
Udover de omfattende afskedigelser kommer Boeing også til at nedsætte produktionen af nye fly. Koncernen forventer at genoptage produktionen af MAX-fly senere på året med en gradvist stigende produktion til 31 enheder per måned i 2021.

I 2020 vil produktionen af 787 Dreamlinere blive sænket til 10 per måned, og i 2022 vil den yderligere blive nedsat til syv fly om måneden. 777/777X-serien vil også blive ramt af nedskæringerne. Her reduceres produktion til blot tre fly per måned i 2021.

Til gengæld vil produktionen af 767 og 747 fortsætte uændret.

“Flyselskaberne udsætter køb af nye jetfly, slår bremserne i leveringsplanerne og udsætter valgfri vedligeholdelse. Vi ser også en dramatisk indflydelse på vores kommercielle division, da groundede flyflåder mindsker efterspørgslen efter vores produkter,” siger koncernchef Dave Calhoun.

Koncernchefen tilføjer, at det vil tage år at vende tilbage til de trafikniveauer, der var i den globale luftfart for blot få måneder siden.

 

Relaterede artikler:

Airbus reducerer produktionen med en tredjedel

Krisen hos Boeing forstærkes

Boeing i større problemer end ventet