Aeroflot-fly i Sheremetyevo-lufthavnen i Moskva. (Foto: Media_works | shutterstock.com)

Det kan blive farligt at flyve med russiske selskaber

Russiske flyselskaber har en akut udfordring i at få fat i reservedele, da sanktioner fra EU og USA forhindrer flyproducenter i at handle med selskaber i landet. Det kan gå ud over luftdygtigheden.

Krigen i Ukraine har ikke blot haft konsekvenser for vestlige flyselskaber, der har måtte ændre ruterne på visse flyvninger, da Rusland har forbudt operatører fra 36 lande at benytte luftrummet i landet. Den har også påvirket russiske flyselskaber udover flyforbuddet i USA, Canada, Storbritannien og EU.

I takt med at både EU og USA har indført sanktioner mod landets lederskab, prominente skikkelser samt russiske virksomheder, er det svært at få de mange reservedele, der kræves for at holde russiske flyselskabers fly i luften. Det skriver CNN.

Sanktionerne betyder, at hverken Boeing eller Airbus længere kan stille reservedele eller andre former for vedligehold til rådighed for russiske flyselskaber, og derfor kan det være et spørgsmål om uger før, at flyselskaberne løber tør for materiel til vedligeholdelse.

Sikkerheden ikke en prioritet
Hvis Ruslands flyselskaber ikke kan få nødvendige reservedele, er frygten, at selskaberne vil prioritere at holde flyene i luften, og at man derfor vil undlade at gennemføre vedligehold af flåden så ofte, som det burde gøres.

Charles Lichfield, som er direktør for den amerikanske tænketank GeoEconomics Center ved Atlantic Council, forklarer, at flyvesikkerheden ikke er en prioritet i Rusland, ligesom han forudser, at sanktionerne af luftfartsbranchen i Rusland kan få langstrakte konsekvenser, såfremt de opretholdes.

”Den russiske regerings prioriteter tæller hverken sikkerhed for forbrugerne og flyenes pålidelighed. Inden for et år vil Rusland ikke længere have nogen form for levedygtig luftfartsindustri.”

Da mulighederne for at få reservedele fra USA og Europa ophørte, forsøgte Rusland at skaffe dem fra Kina. Det forsøg er dog mislykkedes. En repræsentant for Ruslands civile luftfartsmyndigheder bekræfter, at Kina ikke vil levere reservedele, og siger at Rusland nu i stedet vil forsøge at skaffe dem i Tyrkiet eller Indien.

Leasingkontrakter ophæves
I tillæg til udfordringerne med at skaffe reservedele til vedligehold af flyene, udfordres flyselskaberne af, at andre virksomheder også afbryder samarbejdet og vanskeliggør driften. Sanktionerne fra EU har blandt andet betydet, at de europæiske leasingselskaber har fået en frist indtil den 28. marts.

Denne dato skal selskaberne have afviklet eventuelle kontrakter med russiske flyselskaber samt have flyttet de leasede fly ud af Rusland. Leasingselskaberne har desuden fået forbud mod at indgå nye kontrakter med russiske virksomheder.

Som modsvar til at få tilbagekaldt den leasede del af den samlede russiske flyflåde, hvilket tidligere er blevet anslået til at kunne dreje sig om fly for i alt fem milliarder dollars (34 milliarder kroner), offentliggjorde styret i Rusland torsdag i sidste uge, at man arbejder med en ny lov, der kan gøre det umuligt for de leasede fly at forlade landet. En sådan lov kan dog betyde, at det bliver vanskeligt for landets flyselskaber at lease fly i fremtiden.

Ingen kinesiske sanktioner
Kina har endnu ikke indført sanktioner mod Rusland, men en del russiske flyselskaber har også leaset fly fra leasingselskaber i Kina, og det er muligt, at disse fly også kan blive kaldt tilbage, da risikoen for, at selskaberne bliver udelukket fra at købe fly fra Airbus og Boeing i fremtiden, kan være én, som de kinesiske leasingselskaber ikke er villige til at løbe.

Derudover kan det også være en bekymring for selskaberne, at de leasede fly på et tidspunkt potentielt ikke kan vedligeholdes i tilstrækkelig grad. Det fortæller direktør Richard Aboulafia fra konsulentfirmaet AeroDynamic Advisory, der beskæftiger sig med luftfart.

“Jeg er ikke sikker på, hvordan kinesiske firmaer vil behandle sanktionerne. Disse jetfly vil ikke længere få skiftet reservedele og blive vedligeholdt. Det er et reelt problem, hvis de ikke længere er luftdygtige. Det kan ske, hvis der ikke føres ordentlige optegnelser, eller hvis flyene bliver kannibaliseret for reservedele.”

Ingen træning af piloter
Udfordringer med fly og reservedele er ikke det eneste, der har ramt russiske luftfart. Træning af piloter og andet personale er også omfattet af sanktionerne.

CAE, der blandt andet beskæftiger sig med netop simulatortræning af piloter og salg af simulatorsystemer, har offentliggjort, at virksomheden ikke længere vil arbejde sammen med russiske passager- og fragtflyselskaber samt kunder fra erhvervslivet. Derudover vil selskabet heller ikke længere sælge eller servicere simulatorer til russiske flyselskaber.

Derudover fortæller avisen The Guardian, at sanktionerne også vil betyde, at 37 fly, der skulle være leveret til russiske flyselskaber i år, tilbageholdes. Størstedelen er Boeing 737 MAX. 25 af flyene skulle leveres til det russiske flyselskab Utair. I tillæg til de 37 fly, der ikke bliver leveret, har flyselskaber fra Rusland bestilt 25 fly. Det drejer sig blandt andet om 13 Airbus A350-fly, der er bestilt af Aeroflot.

 

Relaterede artikler:

Ukraine-krise: Op til 650 ansatte skal hjemsendes

Leasingselskaber kalder hundredvis af fly tilbage

Rusland blokerer luftrummet for 36 lande