Her er de 10 mest læste historier i 2020

Coronakrisen fylder en del blandt de 1.600 artikler, der blev skrevet i 2020. En nervepirrende A380-landing, sandstorm på Kanarieøerne og et nyt dansk charterflyselskab tiltrak dog også læserne.

I 2020 var der 5,6 millioner besøg på CHECK-IN.DK. Det kan også opgøres i flere end en million unikke brugere, der samlet fik vist 9,7 millioner sider. Fremgangen i antallet af besøg var på ikke mindre end 23 procent, mens antallet af sidevisninger voksede med 19 procent.

Årets produktion var 1.600 artikler, og arkivet rummer ved årets udgang omkring 18.000 artikler, der er skrevet siden starten den 18. januar 2010. Fra årets produktion var der 10 historier, som der var særligt mange læsere til, og det var naturligvis uundgåeligt, at flere af disse handlede om COVID-19-pandemien og den efterfølgende coronakrise. Faktisk var det halvdelen af de 10 mest læste historier, der direkte havde relation til coronakrisen.

Men hændelseshistorier og trafikforstyrrelser har også traditionelt en stor popularitet hos læserne, og så kommer man ikke udenom de mange historier om Norwegians overlevelseskamp, der efterhånden har varet et par år.

Det har været svært at dække alle begivenheder i 2020, så indgående som vi kunne ønske det, og derfor etablerede vi under nedlukningen i marts en særlig Kort nyt-sektion, hvor vi i et ultrakort resumé præsenterede et udvalg af de øvrige nyheder fra den globale luftfartsbranche. En sektion, der med 385.886 visninger i 2020 blev taget godt imod af læserne.

Nedenfor følger listen over de 10 mest læste historier på CHECK-IN.DK i 2020.

1. Flyveforbud til Danmark ophæves
Den 11. marts 2020 have transportminister Benny Engelbrecht indført flyveforbud fra de lande og regioner, hvortil Udenrigsministeriet frarådede alle rejser – de såkaldte røde områder. Flyveforbuddet blev angiveligt indført på baggrund af rapporter om, at rejsende fra de mest udsatte regioner stadig strømmede ind i Danmark.

Flyveforbuddet blev ophævet igen den 18. marts kl. 12.00, da det danske indrejseforbud, der blev indført den 14. marts, og det stigende antal restriktioner og begrænsninger, som andre lande havde indført, i mellemtiden havde overflødiggjort flyveforbuddet. (29.452 visninger)

Læs hele historien her.

2. Nervepirrende A380-landing går verden rundt
Da stormen Dennis i midten af februar ramte Storbritannien, var der en ankommende Airbus A380 fra Etihad Airways, der foretog en landing i London Heathrow Airport under særdeles udfordrende vejrforhold.

Videoer og billeder af den spektakulære stormlanding, hvor der blev målt vindstød i sidevinden på op til 80 kilometer i timen, gik hele verden rundt, og historien var så interessant af den med flere end 27.000 læsere var den næstmest læste historie i 2020 på CHECK-IN.DK. (27.319 visninger)

Læs hele historien her.

3. Længste SAS-flyvning nogensinde
Da COVID-19-pandemien brød ud fik SAS mulighed for at demonstrere rækkevidden på selskabets nye Airbus A350 langdistancefly, der var sat i kommerciel drift blot halvanden måned forinden.

På vegne af de skandinaviske myndigheder skulle SAS hjemhente op imod 300 skandinaviske rejsende fra Lima i Peru, og en Airbus A350 gennemførte den længste nonstop-flyvning i selskabets historie på den 11.086 kilometer lange strækning fra Københavns Lufthavn til Jorge Chávez International Airport.

Ugen efter blev rekorden dog slået, da SAS fløj en tilsvarende tur fra Stockholm-Arlanda til Lima. (25.854 visninger)

Læs hele historien her.

4. Ingen Norwegian-fly i Danmark før 2021
Den 27. april præsenterede Norwegian den redningsplan, der skulle bringe selskabet gennem coronakrisen. Heri hed det, at flåden skulle reduceres til mellem 110 og 120 fly, og at der ikke ville komme fly i luften uden for Norge før sommeren 2021.

Tilbage var blot syv fly, der skulle gennemføre indenrigsflyvninger i Norge på en særlig støtteordning fra den norske stat. Det lykkedes alligevel Norwegian at komme i gang i Danmark fra den 1. juli med relativt få ruter. (24.734 visninger)

Læs hele historien her.

5. Flyene er på vej tilbage i luften
Efter nedlukningen i marts og april begyndte flyselskaberne at røre på sig i starten af maj. Et af de første selskaber til at øge produktionen var hollandske KLM, der genoptog flyvningerne på otte europæiske ruter.

Andre fulgte efter, blandt andet Lufthansa og Czech Airlines, og det var noget, som vores læsere, syntes om. (23.352 visninger)

Læs hele historien her.

6. Første charterflyvning efter coronakrisen
Som følge af de restriktive rejsevejledninger var det siden midten af marts ikke muligt at gennemføre charterflyvninger for rejsearrangørerne.

Den første charterflyvning med turister efter nedlukningen fandt sted i Kristi Himmelfartsferien, hvor DAT sendte en udsolgt ATR 72-600 fra Midtjyllands Lufthavn til Bornholms Lufthavn med danske chartergæster.

Staycation i Danmark skulle senere på sommeren vise sig at blive meget populært. (21.787 visninger)

Læs hele historien her.

7. Mistede flyrejse til 25.000 kroner ved en fodfejl
En af vores læsere havde bestilt flybilletter til USA med Norwegian til et samlet beløb på 25.000 kroner. Da Norwegian meddelte, at man ikke ville flyve fra Danmark før foråret 2021, forsøgte vores læser – i lighed med mange andre – at få pengene tilbage fra Norwegian. 

Men i stedet for at vente på, at Norwegian selv aflyste rejserne, var der mange, der selv foretog aflysningen i håbet om at kunne få pengene hurtigere tilbage. Den fodfejl kostede familien Møller Johansen i alt 25.000 kroner. (21.651 visninger)

Læs hele historien her.

8. Nyt design kan adskille flypassagerer
Under nedlukningen var der mange forslag til, hvordan man skulle gøre det coronasikkert, år passagererne kom tilbage i flyene. Udover mundbind blev der også fokuseret på kabineindretning, og Aviointeriors lancerede et forslag til maksimal isolering af passagererne.

Forslaget var at vende midtersædet omvendt på en række med tre passagerer og sætte et højt skjold op, der ville forhindre passagerene i at kunne ånde på sidemanden. Det var dog ikke et forslag, der vandt den store opbakning i luftfartskredse. (19.143 visninger)

Læs hele historien her.

9. Det tunge kavaleri henter turister hjem fra Kanarieøerne
I slutningen af februar blev over 7.000 nordiske rejsende forsinket af en sandstorm på De Kanariske Øer. For at få bragt alle hjem så hurtigt som muligt, måtte SAS, Norwegian, Jet Time og Sunclass Airlines leje kapacitet fra ACMI-selskaber.

Således var det Boeing 747, 767 og Airbus A330 og A340, der bragte de mange strandede turister tilbage til Norden. (16.841 visninger)

Læs hele historien her.

10. Danmark får nyt charterflyselskab
I slutningen af oktober blev et nyt, dansk charterflyselskab præsenteret. Bag initiativet var den tidligere Jet Time-direktør Klaus Ren, der sammen med Primo Tours og Copenhagen AirTaxi etablerede Airseven.

Flyselskabet, der er kontrolleret af Primo Tours som hovedaktionær, starter ud med to aldrende Boeing 737-400. (14.706 visninger)

Læs hele historien her.

Gå på opdagelse i artikelarkivet
Udover de 10 mest læste historier blev der også skrevet meget om internationalt flyveforbud til Grønland i tre måneder, den fyrede flyvelæge, der er i gang igen, konkursen i de danske Norwegian-selskaber og den efterfølgende kreditorbeskyttelse i Irland og Norge. 

Great Dane Airlines’ aktiviteter i Vietnam, den første Airbus A321LR til SAS samt konkursen i Aviator har også trukket mange læsere til CHECK-IN.DK i løbet af året. Alt dette og meget mere er tilgængeligt i vort omfattende artikelarkiv.

 

Relaterede artikler:

De 10 mest læste historier i 2019

De 10 mest læste historier i 2018