I 2021 handlede de mest læste historier ikke så meget om coronapandemien. Kuriøse historier fyldte en del, og så kommer man ikke udenom konkurser i en lavprislufthavn og et flyselskab samt en fritstillet SAS-kaptajn.
Hvert år udgiver CHECK-IN.dk omkring 1.600 historier, og årets produktion i 2021 landede på 1.660, der blev læst af 850.000 unikke brugere fordelt på fire millioner besøg i løbet af året. Disse besøg resulterede i 6,6 millioner sidevisninger.
Fra årets produktion var der 10 historier, der var særligt mange læsere til, og faktisk var det kun tre af disse, der havde en eller anden form for relation til coronakrisen. Det står i skarp kontrast til 2020, hvor coronapandemien i høj grad dominerede de mest læste historier.
Hændelseshistorier og de mere kuriøse historier nyder traditionelt en stor popularitet hos læserne, hvilket også var tilfældet i 2021. Konkurser plejer også at have et godt tage i læserne, da de berører mange mennesker i forhold til ansatte, kunder, leverandører og andre interessenter. Et par af disse indtraf også i 2021.
Som altid er det svært at dække alle begivenheder så indgående som vi kunne ønske det, og derfor er mange notehistorier placeret i Kort nyt-sektion. En sektion, der med 323.106 visninger i 2021, er særdeles velbesøgt.
Nedenfor følger listen over de 10 mest læste historier på CHECK-IN.dk i 2021.
1. Lavprislufthavn er begæret konkurs
I oktober blev den tyske lavprislufthavn Frankfurt Hahn Airport begæret konkurs. Lufthavnen, der var ejet af det kriseramte kinesiske konglomerat, HNA Group, har gennem en del år været en vigtig lufthavn for både Ryanair og Wizz Air, Herudover var den Tysklands fjerdestørste lufthavn for cargo.
Nu har det tyske konsulenthus Falkensteg af boets kurator fået til opgave at finde investorer til lufthavnen, der ligger omkring 120 kilometer fra Frankfurt i den tyske delstat Rheinland-Pfalz. (14.535 visninger)
Læs hele historien her.
2. En flyvning passagererne sent glemmer
Passagererne på en Lufthansa Airbus A350 oplevede tilbage i september en lidt anderledes flyrejse, der oprindeligt skulle gå fra München til Chicago.
Undervejs til USA måtte flyet vende om, da der var indikationer på, at et dæk var eksploderet under starten fra den sydtyske lufthavn. Tilbage på kontinentet blev der lavet et low-pass over Køln, så flyvelederne kunne besigtige flyets hjulsæt, og herefter gik turen tilbage mod München. Her udviklet vejret sig så ugunstigt, at flyet måtte op til Frankfurt for at lande.
Passagererne fik seks timer og 15 minutters flyvetur fra München til Frankfurt. (12.854 visninger)
Læs hele historien her.
3. CPH midlertidigt lukket for store fly
I flere uger i august var Københavns Lufthavn beskæftiget med reparationer nær en af de to parallelbaner 04R/22L. Det medførte blandt andet, at CPH måtte udsende NOTAM om, at store fly i kategori F, som Airbus A380 og Boeing 747, ikke kunne modtages i lufthavnen i denne periode.
Københavnerne kunne ikke undgå at opleve, at der foregik noget usædvanligt i lufthavnen. Som følge af reparationsarbejderne og særlige vindforhold måtte tværbanen 12/30 tages i brug flere gange i denne periode, og der var i denne periode mange kommercielle fly i luften ind over hovedstaden. (12.731 visninger)
Læs hele historien her.
4. Kendt SAS-pilot truet med fyring
I begyndelsen af året blev det kendt, at SAS-kaptajn Björn Lundström, der på de sociale medier er kendt som ‘bjornpilot’, havde fået forbud mod af publicere video og fotos fra cockpittet. Samtidig havde SAS uddelt en skriftlig advarsel til den populære svenske pilot.
Konflikten eskalerede, og i februar blev bjornpilot fritstillet fra tjeneste. Sidste tur i kaptajnsædet i cockpittet hos SAS fandt sted den 8. januar fra Newark til København. (11.561 visninger)
Læs hele historien her.
5. Great Dane Airlines begærer sig konkurs
Den 11. oktober måtte det nordjyske charterflyselskab Great Dane Airlines give op efter en heroisk kamp med coronaen og dens økonomiske konsekvenser.
Hovedaktionæren Eigild Bødker Christensen trak stikket, hvorefter det var slut mindre end to og et halvt år efter, at det første af tre Embraer E-195-fly kom på vingerne.
“Det er trist for medarbejderne og det er trist for Nordjylland,” konstaterede Great Dane Airlines-ejeren. (11.082 visninger)
Læs hele historien her.
6. Dansk besætning i Boeing 747 fra Billund
I februar blev der gennemført en større airlift-operation med flere flyvninger fra Billund til Santo Domingo. Det var speditøren Blue Water Shipping, der havde chartret fly som Boeing 747-400F og Boeing 787-8 Dreamliner til at gennemføre operationen.
En Boeing 747-400F fra kenyanske Astral Aviation fløj en af turene, og ganske udsædvanligt var det med dansk islæt. Samtlige tre piloter i cockpittet var danske, og en flyvning med en Boeing 747 fra en dansk lufthavn med danske piloter var angiveligt ikke set siden, at SAS også havde jumbojetten i flåden.
I cockpittet på den 27 år gamle jumbojet sad Christian N. Petersen i kaptajnsædet, styrmanden var Simon Andersen, og herudover var Bjarne Lastein relief captain. (10.921 visninger)
Læs hele historien her.
7. Ryanair straffer chargeback-passagerer
Der var mange flypassagerer, der fik aflyst flyrejser, da coronapandemien brød ud i marts 2020. Mange måtte vente længe på deres penge, og nogle få valgte at tage sagen i egen hånd og lavede “chargeback” gennem deres bank under påskud om, at flyselskabet ikke havde opfyldt aftalen.
Samlet var der op imod 850 passagerer, der lavede denne finte, og Ryanair oplyste i oktober 2021, at disse passagerer var blokeret for fremtidige flyvninger med det irske lavprisflyselskab. (10.179 visninger)
Læs hele historien her.
8. 100 Airbus A380’ere er forsvundet fra luftrummet
Da coronapandemien brød ud, valgte mange flyselskaber at sætte megaflyet Airbus A380 på jorden. Flere selskaber, blandt andet Lufthansa og Qatar Airways, meddelte, at man permanent ville tage flyene ud af flåden. Det samme havde Air France påbegyndt før pandemien.
Den 14. september 2021 lavede Flightradar24 et snapshot over, hvor mange A380-fly, der aktuelt var på vingerne. Resultatet blev 15 mod 115 den samme dag i 2019. Under en stor del af pandemien var Emirates det eneste flyselskab, der havde flyene på vingerne. (9.928 visninger)
Læs hele historien her.
9. United-fly røg på halen
En 42 meter lang Boeing 737-900 fra United Airlines mistede balancen efter en flyvning fra Los Angeles til Nez Perce County Airport i Lewiston i delstaten Idaho, som støder op til Washington.
Ombord var fodboldspillere og ledere fra universitetsholdet USC Trojans, og de var i gang med at forlade flyet ad den forreste trappe, da flyet pludseligt tippede bagover. Balancen havde tilsyneladende forskubbet sig, da man var i gang med at tømme det forreste lastrum, mens der stadig var mange passagerer bagest i flyet. (9.738 visninger)
Læs hele historien her.
10. Kritik af flyselskab efter baneafkørsel
I august landede den endelige havarirapport efter en hændelse fra foråret 2019, hvor en Boeing 737-800 fra Miami Air International kørte ud over baneenden og direkte i den nærliggende St. Johns River ved en landing i Jacksonville Naval Air Station i den nordøstlige del af Florida.
Havarirapporten konkluderede, at der ikke i flyselskabets operationelle procedurer var krav om evaluering af landingsbaners bremseforhold i regnvejr. Det var nemlig landingen på en regnvåd bane, der sammen med andre kritisable forhold var årsag til ulykken.
Ingen af de 143 ombordværende på Boeing 737-flyet kom alvorligt til skade ved ulykken, men flere dyr, der befandt sig i lastrummet, døde ved havariet. (8.698 visninger)
Læs hele historien her.
Gå på opdagelse i artikelarkivet
Udover de 10 mest læste historier blev der også skrevet meget om det nye SAS Connect og de øvrige produktionsplatforme i det skandinaviske flyselskab.
Ryanairs tilbagevenden med en base i Billund Lufthavn har også tiltrukket læsernes interesse, og det samme gjorde nyheden om, at tyrkiske Corendon Airlines i sommeren 2022 baserer tre fly i Danmark, to i København og et i Billund.
Man kommer heller ikke uden om Norwegians mirakuløse redning gennem rekonstruktionsprocesser i Irland og Norge samt Jettimes tilbagevenden til det danske charterflymarked.
SAS sluttede året med massiv omtale af selskabets nye Airbus A321LR, der debuterede mellem København og Oslo inden første atlantflyvning fra København til Washington D.C.
Alt dette og meget mere er tilgængeligt i vort omfattende artikelarkiv.
Relaterede artikler:
Her er de 10 mest læste historier i 2020